Er det en by? Er det en myretue? Er det en lokalplan udmøntet i praktisk virkelighed?
Er det kunst?
Vi er vant til at blive konfronteret med djævlen i detaljen, det lille mikroskopiske udsnit af æblet, der viser en orm stikke sit fjæs ud af et mørkt, mørnet hul.
Men der er nu også noget ved den modsatte bevægelse, indefra og ud. Alt det banalt funktionelle ved vores boliger, vores karreer, vores kvarterer og vores by får pludselig en forsonende geometrisk effekt, når det føjer sig ind i et overordnet perspektiv. Ah, det er derfor, vi findes! Derfor vi ser sådan ud! Derfor vi fylder det, vi fylder, og har den farve, vi har!
