En assisterende instruktør indrømmer, at han ikke tjekkede et våben fuldt ud, inden han rakte det til skuespiller Alec Baldwin, viser dokumenter.
Baldwin skød og dræbte den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins i en ulykke med våbnet, der altså ikke blev tjekket grundigt. Også filmens instruktør, Joel Souza, blev ramt af skuddene, men kom sig hurtigt efter behandling på hospitalet.
Uheldet skete under en prøve, hvor Baldwin øvede en skydescene. Han fik overrakt en Colt-revolver af en medinstruktør – med klar besked om, at der var tale om et såkaldt ’koldt våben’, hvilket er et udtryk, der bruges, når et våben ikke er ladt med skarp ammunition.
Den assisterende instruktør har efterfølgende fortalt politiet, at han husker at have set ammunition i våbnet, før han gav det til skuespilleren.
»Han (medinstruktøren, red.) skulle have tjekket dem alle, men gjorde det ikke og kan ikke huske, om den våbenansvarlige drejede tromlen for at vise ham, hvad der var inde i våbnet«, fremgår det i en erklæring.
Har fundet 500 patroner på filmsettet
Episoden skete torsdag i sidste uge under optagelserne til westernfilmen ’Rust’ i den amerikanske delstat New Mexico. Der er i forbindelse med efterforskningen blevet fundet 500 patroner på filmsettet, fortalte Adan Mendoza, som er sherif for politiet i Santa Fe County, på et pressemøde onsdag. Han fortalte også ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der var en afslappet holdning til sikkerheden på filmsettet, inden hændelsen fandt sted.
Derudover bliver dem, der »inspicerede eller håndterede våbnet«, før Alec Baldwin fik det, adspurgt yderligere, lød det fra Mendoza:
»Vi vil prøve at fastslå præcist, hvordan det sket, og om de burde have vidst, at der var en skarpladt patron i våbnet«.
Optagelserne af filmen, der havde været i gang siden 6. oktober, blev øjeblikkeligt standset efter ulykken. Alec Baldwin er både producer på filmen og dens hovedrolleindehaver.
Ritzau
fortsæt med at læse








