Tidligere institutleder tiltales for groft hærværk efter at have smidt buste i havnen i efteråret 2020.

Hun smed buste i havnen. Nu tiltales hun for groft hærværk

Katrine Dirckinck-Holmfeld, kunstner og leder af Institut for Kunst, Skrift og Forskning på Det Kgl. Danske Kunstakademi, tog i et interview med Politiken ansvaret for, at Kunstakademiets buste af gips af Frederik V er endt i Københavns Havn og nu er totalødelagt. Nu tiltales hun i sagen.  Foto: Jesper Houborg
Katrine Dirckinck-Holmfeld, kunstner og leder af Institut for Kunst, Skrift og Forskning på Det Kgl. Danske Kunstakademi, tog i et interview med Politiken ansvaret for, at Kunstakademiets buste af gips af Frederik V er endt i Københavns Havn og nu er totalødelagt. Nu tiltales hun i sagen. Foto: Jesper Houborg
Lyt til artiklen

Det skabte voldsom debat og forargelse, da en buste af Kunstakademiets stifter Frederik V sidste år blev fjernet fra akademiet og skubbet i Københavns Havn.

Nu er der nyt i sagen.

Den nu fyrede institutleder på akademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld er tiltalt for groft hærværk, og der nedlægges på vegne af Akademiraadet, som ejer busten, påstand om erstatning på 44.350 kroner.

»Ved den 23. oktober 2020 mellem cirka kl. 11.35 og cirka 12.10 på Det Kongelige Danske Kunstakademi ved Kongens Nytorv i København, som institutleder og underviser, at have foranlediget at flere studerende uforvarende i fællesskab med tiltalte udøvede hærværk af betydeligt omfang«, står der i anklageskriftet, som Politiken har fået aktindsigt i.

6. november 2020 blev en video delt på kunstsitet idoart.dk, der viste en gruppe »anonyme billedkunstnere«, som skubbede busten i havnen. En uge efter stod Katrine Dirckinck-Holmfeld frem i Politiken og påtog sig det fulde ansvar for »happeningen«, som hun kaldte det.

»Det var mig, der tog initiativet. Det var mig, der tog busten fra soklen i akademiets festsal. Og det var mig, der skubbede den i havnen«, sagde hun.

Et øjenvidne til episoden fortalte dengang, at han havde set cirka ti personer, der var til stede, da busten blev skubbet i havnen.

Katrine Dirckinck-Holmfeld og de »anonyme billedkunstneres« forklarede episoden med, at den var et forsøg på at sætte fokus på Danmarks tid som slavehandlernation i 1700-tallet, hvor Kunstakademiet også blev stiftet.

»Saly var direktør for Kunstakademiet. Man kan sige, at Saly var hentet til landet for at portrættere enevælden og den koloniale superpower, som rejste sig i Europa og Danmark, og hvor Danmark var den syvendestørste slavehandlende nation. Man kan spørge: Hvad er det for en økonomi, som kunstakademiet blev skabt på baggrund af og indgik i?«, sagde hun dengang.

»Jeg vil ikke skrive Frederik V ud af historien, men jeg vil gerne gøre plads til dem, han var med til at undertrykke. Derfor valgte vi en happening, der vendte det hele på hovedet og udstillede hykleriet«, lød det.

Hvad var den værd?

Udover den store forargelse og de tordnende gloser fra politikere, har der været debat og usikkerhed om, hvad busten egentlig var værd.

Var der tale om en original version fra 1754 af den franske billedhugger Jacques Saly eller blot en replika, der uden det store besvær kunne genskabes?

Daværende forkvinde for Akademiraadet Milena Bonifacini oplyste først, at bustens værdi ved den på det tidspunkt seneste vurdering – foretaget af auktionshuset Bruun Rasmussen – blev anslået til 200.000 kroner.

Rådet fik dog hurtigt undersøgt sagen yderligere og kunne konstatere, at der ikke var tale om en original version fra Salys tid.

Med oplysningerne i anklageskriftet er det første gang, at busten, som Katrine Dirckinck-Holmfeld efter den vandaliserende tur i havnen betegnede som »rematerialiseret«, bliver prissat.

Hun fastholdt ligeledes, at der ikke var tale om hærværk.

»Det var en happening mod en gipsafstøbing, der findes i flere versioner. Kunstneriske happenings har jo i 100 år været brugt i kunsten«.

Politiken forsøger at få en kommentar fra Katrine Dirckinck-Holmfeld og politiet for at høre, hvornår sagen kommer i byretten.

Laurits Hjortkjær Henningsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her