Overlevere fra Auschwitz glemmer dem aldrig, de små metalstempler med skarpe nåle, der blev boret ind i deres hud og efterlod et flercifret serienummer.
Fangerne blev reduceret til et nummer med en tatovering for livet, et liv, som for de flestes vedkommende afsluttedes brutalt i udryddelseslejren. Men de overlevende bærer stadig deres tatoveringer som et vidnesbyrd om nazisternes systematiske ondskab.
Derfor har en auktion udløst voldsomme protester og skabt overskrifter internationalt, og senest er auktionen blevet suspenderet af en israelsk domstol, skriver BBC.
Vores institution er imod eksistensen af et marked for jødiske eller nazistiske genstande fra holocausttiden
For den israelske auktionsholder Meir Tzolman har på vegne af en privat samler udbudt otte af disse nålebesatte stempler sammen med et instruktionshæfte fra det tyske firma Aesculap, der forsynede Auschwitz med medicinsk udstyr. Auktionen skulle have fundet sted 9. november.
»Metalstempler ca. 10-15 mm i størrelse, hvorpå der er fastgjort serier af nåle, der former tal. Stemplerne inkluderer cifrene: ’0’ (to stempler), ’1’, ’3’, ’4’, ’5’ (to stempler) og ’7’«, står der i salgsteksten, der også beskriver stemplerne som værende i god stand, men slidte:
»Talrige tegn på slid, der indikerer den ufattelige mængde af tatoveringer. Et antal nåle blev fjernet fra stemplerne med tallet ’0’, tilsyneladende for at skabe bogstavet ’C’ som forberedelse til endnu en udryddelsesrunde«.
Grådige købmænd
For at holde styr på de mange fanger, der kom til udryddelseslejren under Anden Verdenskrig, opdelte man dem i serier, der alle begyndte med ’1’. Serienumrene fik på et tidspunkt også selskab af et ’A’ og et ’B’, men angiveligt nåede man ikke til at benytte ’C’.
Formanden for Yad Vashem World Holocaust Remembrance Center, Dany Dayan, er blandt dem, der har udtrykt voldsom afsky over for auktionen.
»Vores institution er imod eksistensen af et marked for jødiske eller nazistiske genstande fra holocausttiden«, har han tweetet og tilføjede, at »grådige købmænd« bidrager til at fremme den form for aktivitet.
Lederen af European Jewish Association, rabbineren Menachem Margolin, har ifølge avisen Hamodia skrevet til Israels justitsminister med en opfordring til at stoppe, hvad han kaldte »det afskyelige salg«.
Stemplernes symbolværdi i forhold til holocaust er unik. Det fremgår også af auktionshusets salgstekst:
»En chokerende og yderst sjælden museumsgenstand af uovertruffen historisk betydning: de originale nålestempler, der blev brugt til at tatovere jødiske fanger i Auschwitz-udryddelseslejren«.
»Samlingen af stempler symboliserer mere end nogen anden holocaustgenstand den mest forfærdelige tragedie for vores folk«.
400.000 fanger fik numre
Auktionsholder Meir Tzolman forsvarer salget. Der findes blot tre kendte sæt i verden ifølge auktionshuset. Et findes på museet i Auschwitz, et andet på Military Medical Museum i Sankt Petersborg, og så er der det, Meir Tzolman vil sælge.
Auktionshusets hensigt med salget handler om at udbrede viden om holocaust, har Meir Tzolman udtalt ifølge The Times of Israel:
»Vi ønsker at øge bevidstheden. Jeg skal være den sidste til at undervurdere eller nedtone betydningen af holocaust. Jeg vil sikre, at genstandene kommer i de rette hænder og ikke forsvinder fra historiebøgerne«.
Lejrledelsen i Auschwitz tildelte mere end 400.000 fanger numre ifølge United States Holocaust Memorial Museum i Washington, D.C.
En israelsk domstol tager 16. november stilling til, om auktionen kan finde sted.
fortsæt med at læse








