Nyhed
Advokater har undersøgt pigekorhemmeligheden
Stor advokatundersøgelse af Pigekoret offentliggjort i DR-Byen.
Seks forskellige voksne har stået bag krænkende adfærd i DR Pigekoret.
Mindst 64 medlemmer af DR Pigekoret har været udsat for krænkende adfærd i form af seksuel chikane.
En nuværende ansat sendes hjem.
DR vil tilbagekalde ærestitler.
Det fortæller DR på et pressemøde onsdag aften.
Intime berøringer, ufrivillige kys, herunder langvarige tungekys, befamlinger og adfærd af endnu grovere karakter. Det er noget af det, som tidligere medlemmer af DR Pigekoret har været udsat for, mens de som teenagere sang i det traditionsrige kor.
Det fremgår af den eksterne advokatundersøgelse, som DR netop har offentliggjort på et pressemøde i DR Byen.
Undersøgelsen viser ifølge DR’s kulturdirektør Henrik Bo Nielsen, at mindst 64 tidligere kormedlemmer har været udsat for krænkende adfærd i form af seksuel chikane.
De krænkelser, der er afdækket i advokatundersøgelsen, ligger i de fleste tilfælde 20-50 år tilbage i tiden, men nogle har fundet sted i 00’erne helt frem til 2010. I mange af tilfældene har den samme pige været udsat for krænkelser flere gange og i nogle tilfælde over en længere periode.
Undskyld, at DR svigtede jer. Det var ikke jeres skyld, det var DR’s ansvar
Maria Rørbye Rønn, generaldirektør, DR
Politiken har tidligere afdækket forhold i DR Pigekoret, hvor en række forhenværende korsangere har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed, seksuel chikane, magtmisbrug og manipulation i koret fra 1970’erne til 00’erne. Fra 1966 til 2000 var Tage Mortensen, der døde i 2001, chefdirigent for koret. Han blev efterfulgt af Michael Bojesen, som ledede koret fra 2001 til 2010.
Advokaterne nævner ikke navne i rapporten, men har indkredset seks forskellige voksne omkring koret, der har stået bag den krænkende adfærd. Advokaterne skriver, at »det er vanskeligt at nå til en anden konklusion, end at den udviste adfærd ville kunne anses for at være seksuelt krænkende«.
Ingen af de seks voksne er fortsat ansat i DR. De er enten afgået ved døden, har afvist at deltage i undersøgelsen eller bestrider at have optrådt krænkende. Og de er ikke navngivet i advokaternes resumé.
På pressemødet siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn:
»Undskyld, at DR svigtede jer. Det var ikke jeres skyld, det var DR’s ansvar«.
De samme ord sagde hun på et møde onsdag eftermiddag, som DR holdt for tidligere korsangere.
Maria Rørbye Rønn kalder de tidligere sangeres oplevelser »et massivt svigt, herunder ledelsessvigt«.
Hun siger desuden:
»De mange kvinders voldsomme og triste erfaringer er nu en del af Pigekorets og DR’s officielle historie, som alle må anerkende og forholde sig til«.
Chefdirigent har afvist anklager
DR undersøger muligheden for at betale erstatning til tidligere pigekorsangere.
DR vil tage ærestitlerne fra Tage Mortensen og Michael Bojesen. De har begge haft titel af æresdirigent.
Og DR har hjemsendt en nuværende medarbejder og indledt en personalesag mod den pågældende.
Det er blot nogle af de konsekvenser, som DR vil drage efter at have fået overrakt den 10 millioner kr. dyre eksterne advokatundersøgelse, som firmaet Norrbom Vinding har foretaget i løbet af det seneste halve år for at afklare, hvorvidt der har fundet seksuelle krænkelser sted i DR Pigekoret, og hvordan ledelsen har håndteret eventuelle klagesager.
Jeg har oplevet undersøgelsesforløbet med den efterfølgende afrapportering som en tilsidesættelse af de involveredes retssikkerhed
Michael Bojesen, tidligere chefdirigent
129 personer har henvendt sig til advokatfirmaet Norrbom Vinding for at berette om forholdene i det traditionsrige kor, som primært består af teenagepiger, og som gennem tiden har været helt ned til 9 år gamle. Af de 129 deltagere i undersøgelsen har 17 sagt, at de ikke har oplevet eller bevidnet seksuel chikane.
Derudover har 18 chefer og medarbejdere omkring koret deltaget i undersøgelsen.
Op til offentliggørelsen af advokatundersøgelsens resumé og DR’s udmelding har Politiken kontaktet tidligere chefdirigent Michael Bojesen og spurgt, om han vil kommentere undersøgelsen.
Han svarer i en mail:
»Jeg er dybt rystet over, at DR og Norrbom Vinding præsenterer en rapport i en form og med et indhold, hvor de slår min forgængers 35 årige virke sammen med mine år i koret. Da jeg har fået forelagt det, der vedrører min person, ved jeg, at de krænkelser, der er beskrevet i rapporten, ikke har noget at gøre med mine 10 år som dirigent for koret«, skriver Michael Bojesen.
»Jeg har oplevet undersøgelsesforløbet med den efterfølgende afrapportering som en tilsidesættelse af de involveredes retssikkerhed og uden skelen til eksisterende klar retspraksis om bevisvurderinger. Jeg har ikke flere kommentarer«.
Kritik for seks klager
På pressemødet kaldte DR’s kulturdirektør Henrik Bo Nielsen det »et mørkt kapitel i korets historie«:
»Beretningerne tegner et billede af, at det har været særdeles fremherskende. Det, jeg ridser op her, er en dybt uanstændig kultur«.
Henrik Bo Nielsen
»Jeg ved, at stemmer i den offentlige debat mener, vi slet ikke burde lave den slags undersøgelser. Men ærligt talt, 129 indberetninger om en uacceptabel kultur, det kan vi ikke lade ligge, det har vi pligt til at handle på«.
I begyndelsen af juni stod 12 kvinder frem her i avisen og fortalte første gang offentligt om det, de kalder ’pigekorhemmeligheden’. Om talrige eksempler på uønsket seksuel opmærksomhed, grænseoverskridende adfærd og nedlukning af kritik og klager i perioden 2000-10 under daværende chefdirigent, Michael Bojesen.
I en mail til Politiken erkendte Michael Bojesen, at han selv havde behandlet en skriftlig klage over sin egen adfærd. Han havde bedt om, at klagen blev omskrevet, da »det var en alvorlig anklage at komme med«, skrev han. Alle øvrige anklager afviste han.
I sommer kunne både Politiken og Ekstra Bladet også dokumentere flere sager om forældreklager over seksuelle krænkelser, der skulle være begået af den nu afdøde Tage Mortensen, der var chefdirigent for DR Pigekoret fra 1966 til 2000. Sager, som vi kunne dokumentere, at DR-toppen med daværende generaldirektør Christian S. Nissen i flere tilfælde afviste efter få dages sagsbehandling.
Ej heller den allerøverste ledelse handlede på daværende tidspunkt, hvilket er stærkt kritisabelt
Maria Rørbye Rønn, generaldirektør, DR
Klager er ligeledes et særligt fokus i advokatundersøgelsen.
Norrbom Vinding har identificeret otte klagesager fra daværende pigekorsangere eller deres forældre. De konkluderer, at seks af klagerne blev utilstrækkeligt håndteret DR’s og korledelsens side.
I nogle tilfælde var den person, der var genstand for klagen, den samme, som sagsbehandlede klagen.
Sagerne er fra perioden 1982-2005, og i ingen af tilfældene har DR’s ledelse ifølge advokaterne »benyttet muligheden for at iværksætte en bredere undersøgelse af forholdene i koret«.
Ifølge Maria Rørbye Rønn burde det have fået alarmklokkerne til at ringe:
»Ej heller den allerøverste ledelse handlede på daværende tidspunkt, hvilket er stærkt kritisabelt«, udtaler hun.
En pagt om tavshed
De tidligere korsangere, der fortalte om deres oplevelser i DR Pigekoret, beskrev det, de kaldte et »megaseksualiseret miljø«. Dette bekræfter advokaterne, der på baggrund af indberetninger tegner et billede af en tavshedskultur, hvor pigekorsangeres »personlige grænser i flere henseender blev overskredet« – noget, de var »nødsaget til at affinde sig med«.
Ingen voksne tog ifølge beretningerne ansvar for det, der foregik, eller for at få det stoppet, og kulturen var ifølge advokaterne en fælles hemmelighed i koret, »en art fælles pagt«, som ville blive brudt, hvis kormedlemmerne fortalte eksempelvis deres forældre om det.
Afdækningen af forholdene i DR Pigekoret i Politiken har allerede haft konsekvenser. 6. juni trak Michael Bojesen sig som bestyrelsesleder for Statens Kunstfond. Desuden tog han 10 dages orlov fra sit job som direktør for Malmø Opera.
Resumeet af advokatundersøgelsen, som blev offentliggjort onsdag aften, indeholder ikke navne på tidligere eller nuværende DR-ansatte. Det fremgår derfor ikke, hvem de pågældende seks voksne er, der skulle have udvist krænkende adfærd.
De understreger, at de ikke har afdækket tilfælde af krænkende adfærd efter år 2010, og der er således ingen sager under den nuværende chefdirigent, Phillip Faber, som tiltrådte i 2013.
Advokatundersøgelsen har ikke ført til politianmeldelser, skriver advokaterne. De forklarer, at de ikke har forholdt sig til, hvorvidt der er grundlag for et strafferetligt efterspil.
Redaktion
Tekst:
Lea Wind-Friis, Camilla Stockmann og Emilie Maarbjerg Mørk
Foto:
Jacob Ehrbahn, Katrine Hørup Noer og Philip Divali/Ritzau Scanpix
Redaktører:
Anders Godthjælp Nielsen, Morten Frich og Jens Lenler
-----
Denne artikel er under pressemødet onsdag 10. november 2021 løbende blevet opdateret.