Verden er igen blevet oversvømmet af ufosnak. I 2017 blev tre videooptagelser fra jagerflys cockpit lækket. Utydelige billeder skudt gennem vinduet og pletter på radarskærme viser angiveligt tre tilfælde af møder med ufoer. Videoernes ægthed er blevet bekræftet af Pentagon, og det er blevet begyndelsen på en ny storstilet opblomstring af fænomenet i medierne.
Herhjemme f.eks. gennem den fine podcast ’Flyvende tallerken’ på DR med værten Frederik Dirks Gottlieb og astrofysikeren Anja C. Andersen og på Netflix i den voldsomt konspirationsteoretiske ’Tophemmelige ufoprojekter – nu offentliggjort’.