Følelsen inden i mig, når jeg så fjernsyn med min mor som teenager, og hun syntes, at en mand var dejlig, var et skrig. Som om alle mine mentale kræfter forenede sig i en intens væmmelsesfyldt modvilje mod den stakkels skuespiller – Anthony Hopkins, kunne det være, Jack Nicholson eller måske Sean Connery.

Det var ikke så banalt, at det kun handlede om den opboblende, til hverdag fortrængte viden om min mor som erotisk væsen. Det var ligesom også en stærk utryghed ved den overvældende psykologiske kompleksitet i begæret. Konturerne, som jeg endnu ikke forstod, af et uoverskueligt voksenliv, hvor der var andet end fnugfri boybandbrystkasser og koreograferet ’hey girl’-charme at skulle navigere i. Som for eksempel svimlende psykologi.