’Fornuft og følelse’ er et af litteraturhistoriens bedste værker. Og ingen filmatisering fanger Jane Austens fornemmelse for venlighedens erotik som Ang Lees mesterlige version fra 1995. Eva Eistrup har genset filmen og skriver om gensynet i denne klumme.

Venlighedens erotik gennemsyrer det socialt intelligente mesterværk

Edward Ferrars (Hugh Grant) beskedne ordentlighed er værdighedsbalsam på Elinor Dashwoods (Emma Thomson) ømme sjæl. Foto: Ronald Grant Archive / Mary Evan/Ritzau Scanpix
Edward Ferrars (Hugh Grant) beskedne ordentlighed er værdighedsbalsam på Elinor Dashwoods (Emma Thomson) ømme sjæl. Foto: Ronald Grant Archive / Mary Evan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Følelsen inden i mig, når jeg så fjernsyn med min mor som teenager, og hun syntes, at en mand var dejlig, var et skrig. Som om alle mine mentale kræfter forenede sig i en intens væmmelsesfyldt modvilje mod den stakkels skuespiller – Anthony Hopkins, kunne det være, Jack Nicholson eller måske Sean Connery.

Det var ikke så banalt, at det kun handlede om den opboblende, til hverdag fortrængte viden om min mor som erotisk væsen. Det var ligesom også en stærk utryghed ved den overvældende psykologiske kompleksitet i begæret. Konturerne, som jeg endnu ikke forstod, af et uoverskueligt voksenliv, hvor der var andet end fnugfri boybandbrystkasser og koreograferet ’hey girl’-charme at skulle navigere i. Som for eksempel svimlende psykologi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her