Snart kan du igen komme på højskole eller få stillet hungeren efter en kulturel oplevelse.
Ifølge Epidemikommissionens indstilling, som Politiken har set, anbefales det, at en række restriktioner bør ophæves fra og med søndag 16. januar.
I kulturlivet kan museer, kunsthaller, zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker, omrejsende tivolier og udendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billet og sidder ned, se frem til at åbne med krav om fremvisning af coronapas og brug af mundbind eller visir.
Kommissionen anbefaler også at genåbne biografer, teatre og spillesteder fra og med søndag. Her bliver det med krav om siddende publikum og en deltagerbegrænsning på maksimum 350 personer samt brug af mundbind eller visir.
Det anbefales også, at højskolerne kan åbne.
Når Folketingets epidemiudvalg, som mødes onsdag eftermiddag, skal træffe beslutning om, hvilke restriktioner der er plads til at lempe eller skærpe, er det normal praksis, at regeringen bestiller en indstilling fra Epidemikommissionen, som det så er kutyme, at der samles et politisk flertal om. Forud for onsdagens møde tegner der sig et flertal for at ophæve restriktioner på kulturområdet.
Grundlaget for at åbne flere dele af samfundet begrunder Epidemikommissionen med, at »epidemiens udvikling nu er mindre end vurderet i november og december«.
»De høje smittetal hen over julen ser ud til nu at være aftaget, og de høje smittetal har foreløbigt ikke medført en kraftig stigning i indlæggelserne«, står der i indstillingen.
Epidemikommissionen, som består af en lang række embedsmænd i styrelser, ministerier, politi, regioner og kommuner anbefaler i øvrigt, at følgende restriktioner videreføres til og med 31. januar:
- Natklubber, diskoteker, casinoer, spillehaller og koncerter for stående publikum skal holdes lukket.
- Barer og restauranter må ikke sælge sælge alkohol efter klokken 22 og skal være lukket mellem klokken 23-05.
- Butikker og supermarkeder må ikke sælge alkohol efter klokken 22.
- Der skal fortsat bæres mundbind, og det kræver fremvisning af coronapas, hvis man vil på bar eller restaurant.
fortsæt med at læse








