Hun har skrevet 36 bøger og modtaget en lang række æresgrader for sit arbejde. Hun har været en aktiv del af borgerrettighedsbevægelsen i USA og som forfatter beskrevet den racediskrimination, hun selv har mødt.
I denne uge blev Maya Angelou den første sorte kvinde på en amerikansk quarter-mønt.
Det skriver The Guardian.
Hver gang vi gendesigner vores valuta, har vi mulighed for at sige noget om vores samfund
Mønten er inspireret af hendes første selvbiografiske bog ’I Know Why the Caged Bird Sings’ fra 1969. Angelou selv er afbildet med udstrakte arme foran en flyvende fugl.
»Hver gang vi gendesigner vores valuta, har vi mulighed for at sige noget om vores samfund – hvad vi sætter pris på, og hvordan vi har flyttet os fremad som samfund«, sagde USA’s finansminister, Janet Yellen, i forbindelse med lanceringen.
»Jeg er meget stolt af, at disse mønter hylder bidragene fra nogle af USA’s mest bemærkelsesværdige kvinder«.
Mønten er den første i en serie mønter præget med billeder af markante amerikanske kvinder. I serien vil også indgå fysiker og USA’s første kvindelige astronaut, Dr. Sally Ride, og Wilma Mankiller, den første kvindelige leder for Cherokee Nation, et af USA’s største oprindelige folkefærd. Kvinderne er udvalgt, efter at alle amerikanere har kunnet nominere kvindelige kandidater.
Ven med Malcolm X
Maya Angelou blev født i St. Louis, Missouri. Hun begyndte sit professionelle liv i forskellige jobs; hun var blandt andet kok, bartender, prostitueret og danser. I 1950’erne begyndte hun at skrive litteratur og arbejde som skuespiller, journalist, manuskriptforfatter.
Som en del af borgerrettighedsbevægelsen arbejdede Maya Angelou sammen med præsten Martin Luther King og blev nære venner med aktivisten Malcolm X.
Bogen ’I Know Why the Caged Bird Sings’ var den første af en række på syv bøger, som Maya Angelou skrev om sit liv. Den beskriver hendes liv, fra hun var 3 til 16 år gammel, og beskæftiger sig med traumatiske oplevelser med både voldtægt og racisme.
Da demokraten Bill Clinton i 1993 blev indsat som præsident, reciterede Maya Angelou digtet ’On the Pulse of Morning’, som hun havde skrevet til lejligheden. Hun blev dermed den første kvinde og første sorte amerikaner, der fik en sådan opgave. Maya Angelou døde i 2014, 86 år gammel.
fortsæt med at læse








