Det var ikke business as usual i DR Koncerthuset lørdag aften. For det første er det ikke hver dag, at Jean Nouvels arkitektoniske science fiction-skulptur får besøg af en afrikansk vokaldiva med superguitaristiske solistevner. For det andet er det uhyre sjældent, at medrejsende afrikanske musikere optræder i skinnende sko med similisten. Og kan bære det. Endelig, for det tredje, hører det så absolut til sjældenhederne, at publikummere i Koncerthuset – kollega Michelsen har mig bekendt aldrig bemærket det i sine udsøgte anmeldelser af torsdagskoncerterne – føler sig så eksalterede, at de under koncerten affører sig skjorten for at danse henført med til musikken i deres undertrøje.
Men alt det skete, da malinesiske Fatoumata Diawara, hendes guitarist og hendes percussionist ramte Amager som et meteornedslag af rytme, varme, kærlighed og empati. Og deres eksotiske afro-rytmik og Diawaras tekster om fred, samhørighed og global solidaritet – sunget på bambara – blev fuldgodt og elegant integreret med DR Big Bandets slebne jazz-modernisme og instrumentalistiske overskud. Publikum kvitterede ved at gynge og svaje og vippe og klappe entusiastisk; der var nærmest lidt festival over stemningen, hvis man ellers kan forestille sig det med glasopskænket hvidvin og halspastiller i stedet for fadøl og flæskesvær.
