Efter udskydelse på udskydelse kom det endelig. Leveret til resten af Danmark fra et lokale oven på trykkeriet hos regionalavisen i Ringsted.
Her præsenterede kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) det medieudspil, som resten af kulturlivet og medierne har ventet på, siden den nye regering kom til i 2019. Og hvis scenen i Ringsted ikke gjorde det tydeligt nok, at regeringen vil forsvare de lokale medier over for de store internationale, blev de fremmødte journalister hjulpet det sidste stykke på vej af forsidebilledet på den fysiske udgave af forslaget.
Her står en lokal reporter med mikrofon, blok og vind i håret.
Ifølge udspillet skal en del af mediestøtten nemlig fremover flyttes fra de nationale medier over de til lokale og regionale.
