Det lyder som et Tintin-eventyr, men den er god nok. Taleban graver efter en skjult skat under 1.500 år gammel ruin.

Professor siger, at skatten ikke findes. Men det stopper ikke Taleban-guvernørs ødelæggende guldjagt under gammel verdensarv

En afghansk kvinde sidder foran sit hjem nær den gigantiske buddha-statue i Bamiyan-provinsen.  Foto: Omar Sobhani/Ritzau Scanpix
En afghansk kvinde sidder foran sit hjem nær den gigantiske buddha-statue i Bamiyan-provinsen. Foto: Omar Sobhani/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det har vakt røre i flere internationale medier, at et i forvejen smadret verdensarvssted nu står til yderligere ødelæggelse.

For i den afghanske Bamiyan-provins graver Taleban-guvernør Mullah Abdullah Sarhadi efter en skjult skat, som skal være gemt under ruinerne af flere 1.500 år gamle buddhastatuer. De blev opført i 507-554 e.Kr. og har været på Unesco’s verdensarvsliste, men blev sprængt i stykker, da Taleban sidst sad på magten i landet i 2001. Taleban mente, at statuerne var stødende over for islam.

Det skriver kunstmediet Artnet News.

Ifølge mediet afspærrede guvernøren området i midten af januar, og har siden da igangsat en søgen efter skatten under ruinerne.

Den afghanske kunsthistoriker og tidligere professer på Kabul University Hamid Naweed fortæller til Artnet News, at guvernøren leder efter en gravskat, da et rygte lyder, at en prinsesse angiveligt skulle være begravet med sine smykker under statuerne. Men »rygtet er bestemt ikke sandt. Han (guvernøren, red.) har hverken ret eller den arkæologiske viden til på egen hånd og på en meget uprofessionel måde at lave udgravninger et sted, der er angivet af Unesco som et kulturarvssted«, siger han.

Hamid Naweed har sammen med flere forskellige bekymrede professorer forfattet breve til Unesco. Heri kræver de, at Unesco træder ind for at beskytte kulturarven.

Taleban-talsmænd i både Bamiyan og Kabul har hævdet, at udgravningen er stoppet. Lokale kilder og opslag på sociale medier angiver dog, at guvernøren ikke vil lade nogen komme ind på området for tjekke, hvorvidt gravearbejdet i virkeligheden er ophørt.

Desuden er der bekymringer om, hvorvidt guvernøren nu fylder de udgravede huller med beton, hvilket vil føre til yderligere ødelæggelser af verdensarvsstedet.

Lucas Arturo Ramsøe Willkens

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her