Ligesom kærligheden, hvis man skal tro titlen på en gammel film med Jennifer Jones og William Holden, er også jazzen en omfattende og udefinerbar størrelse. Dertil også et fænomen i stadig forandring. Og det beviste koncerten med trompetisten Jakob Buchanan i musikkonservatoriets vidunderligt smukke koncertsal. I selskab med percussionisten Marilyn Mazur, Aarhus Jazzorkester og – fandeme så – Københavns Drengekort opførte han sin egen komposition ’Song & Wind’, en æterisk suite med tekst af forfatteren Iain S. Thomas om naturens elementer og menneskene i dem. Lyrisk og symfonisk musik af en tilslibning, som man ikke umiddelbart vil omfatte med begreber som swingende eller jazzet. Men smuk, spirituel, kompleks og udfordrende, ja, faktisk krævende. Til gengæld også ekstremt givende, tankevækkende og berigende.
For selv om man ikke sad og vuggede taktfast eller vippede med foden i Ecco-skoen, blev man alligevel transporteret et andet sted hen af musikkens bølgende bevægelser og dens altomsluttende tætte klang, der som en tung sky af toner svævede i rummet. Indhyllet blev man, så man ikke kunne mærke sig selv i den lille time, stykket varede. Og det er dog noget, der almindeligvis kræver stærkere stoffer end metalblæsere og drengestemmer.
