Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Færre besøgende og større udgifter til et nyt magasin gør, at Nationalmuseet må tilpasse sin økonomi.

Nationalmuseet nedlægger stillinger i mangel på turister

Rane Willerslev siger, at man er nødt til at tilpasse økonomien til »den nye virkelighed«. Foto: Finn Frandsen
Rane Willerslev siger, at man er nødt til at tilpasse økonomien til »den nye virkelighed«. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Nationalmuseet bliver nødt til at sige farvel til flere af sine ansatte på grund af færre besøgende, oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse. I alt forventer museet at nedlægge cirka 20 fuldtidsstillinger. Til sammenligning er der i øjeblikket cirka 730 ansatte.

Nationalmuseet fortæller ellers, at det er kommet godt igennem pandemien. Men en forventning om færre besøgende, særligt turister, og større udgifter til museets nye magasin til danske nationalskatte gør, at museet må tilpasse sin økonomi for 2023.

Ifølge Nationalmuseet viser prognoser fra FN’s turismeorganisation (UNWTO), at turisterne først begynder at vende tilbage til Danmark i slutningen af 2023 eller i 2024. Det gør ondt på Nationalmuseet, som normalt har to millioner besøgende på et år, hvoraf turister plejer at udgøre en betydelig del, siger Rane Willerslev, Nationalmuseets direktør:

»Over halvdelen af vores gæster er normalt turister, og dem forventer vi desværre at se væsentligt færre af i de kommende år. Det er vi nødt til at tage bestik af nu og tilpasse vores økonomi for 2023 til den nye virkelighed«.

Tilpasningerne er baggrund for, at der må afskediges medarbejdere. Der bliver tilbudt mulighed for frivillig fratrædelse, så færre skal afskediges.

»Mit fokus vil være på, at vi får en god og ordentligt proces i en svær tid«, siger direktøren.

Nationalmuseet har allerede trimmet sin organisation for både 2022 og 2023. Men man kommer altså ikke udenom at trimme den yderligere.

Nationalmuseet har en samlet økonomi på 400 millioner kroner. En fjerdedel – altså 100 millioner kroner – kommer fra billetindtægter. De resterende 300 millioner kroner er statslige bevillinger og tilskudsmidler fra private fonde.

Nationalmuseet er Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her