Først kom coronakrisen og tvang museer verden over til at lukke. Og nu udkæmpes der krig på europæisk grund. Det har afholdt turister fra at besøge Nationalmuseet og dermed presset museets økonomi i bund. Så meget, at man nu er nødt til at afskedige flere medarbejdere.
Sådan siger direktør Rane Willerslev, efter at museet onsdag meddelte, at det er nødsaget til at nedlægge omkring 20 stillinger. Det sker, kun et par år efter at den seneste fyringsrunde udspillede sig på museet, hvor 34 mennesker blev afskediget.








