’Tjeneren og hans søster’ er en roman om at lade de andre spille førsteviolin. Dorrit Willumsen skildrer den stille lidenskab så sitrende opmærksomt, at hjertet jubler.

Far forlader dem selve juleaften med bemærkningen: »Kære børn (…) Jeres mor kan ikke noget mere«. Lidt efter rejser mor sig og spiller samtlige julesange på klaveret

Dorrit Willumsens nye roman reflekterer over sygdom og død, men jubler også over selvforglemmelsen, den stilfærdige omsorg og den blussende lidenskab.  Arkivfoto Peter Hove Olesen
Dorrit Willumsens nye roman reflekterer over sygdom og død, men jubler også over selvforglemmelsen, den stilfærdige omsorg og den blussende lidenskab. Arkivfoto Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Da ’Tjeneren og hans søster’ begynder, er kvinden med det sære navn Søster flyttet ind hos sin syge bror for at tage sig af ham. Så snart Alf er rask igen, skal de af sted på krydstogt. Men trods alle anstrengelserne kommer han sig ikke.

Dorrit Willumsen skildrer sygdommen, så forandringerne er til at føle på: Engang æltede Søster fastelavnsboller, men nu er køkkenskålene pludselig fulde af lunkent vand og engangssvampe, så den syge kan gøres ren. Kateterposen er blevet så velkendt, at den kaldes Fido. Og tiden så forskelsløs, at årstiderne glider sammen, uden at nogen bemærker syrenernes duft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her