Museer, monumenter og kirker er på listen over kulturarv, der er beskadiget i krigen. Nu kræver politikere og kulturinstitutioner, at Unesco-møde flyttes fra Rusland.

»At planlægge en diskussion om verdensarv i Rusland lyder som en hån«

Et monument i byen Kharkiv, der markerer ofrene for holocaust, står beskadiget efter russiske angreb.  Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix
Et monument i byen Kharkiv, der markerer ofrene for holocaust, står beskadiget efter russiske angreb. Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er historien om et andet af krigens tab. Om museer, monumenter, kirker og historiske steder, der er blevet bombet under Ruslands invasion i Ukraine.

Unesco, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, fortæller, at mindst 53 vigtige kulturelle steder i Ukraine er blevet beskadiget, siden krigen startede. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge en talsperson har Unesco brugt satellitbilleder og lokale vidnesbyrd fra krigsområderne til at bekræfte de oplysninger, organisationen har fået fra de ukrainske myndigheder.

Unesco rapporterer om 29 religiøse steder, 16 historiske bygninger, fire museer og fire monumenter, som indtil videre er blevet beskadiget. Ifølge AFP indeholder listen ikke steder eller bygninger, der er på FN’s verdensarvliste, men arbejdet med at katalogisere skaderne er stadig i gang.

»Dette er den seneste liste, men den er ikke udtømmende, da vores eksperter fortsætter med at verificere en række rapporter«, siger en talsperson fra Unesco til AFP.

Konflikt om konference

Da krigen brød ud, holdt Unesco en række møder med institutioner, der varetager steder på verdensarvlisten – dette for at styrke sikkerhedsberedskabet. Det amerikanske medie NPR skriver, at Unesco også har været i kontakt med det russiske udenrigsministerium for at understrege, at landet har en forpligtelse til ikke at bombe kulturhistoriske mål i Ukraine.

Både Rusland og Ukraine har skrevet under på Haag-konventionen, som forpligter de deltagende stater til at beskytte kulturarv i tilfælde af krig.

Og krigen ser nu også ud til at få konsekvenser for Ruslands rolle i arbejdet med Unesco’s verdensarvliste.

Det årlige møde, hvor Unesco fastlægger verdensarvslisten, skal efter planen finde sted i Kazan i Rusland i juni. Men det har blandt andet den britiske kulturminister og kulturarvsorganisationen Europa Nostra protesteret imod, skriver The Art Newspaper.

De mener ikke, at et møde om verdensarv kan finde sted i Rusland, mens krigen raser.

»Det er utænkeligt, at Unesco-konferencen kan blive afholdt i Rusland, og hvis den gør, vil Storbritannien ikke deltage«, sagde den britiske kulturminister, Nadine Dorries.

Auschwitz-museet i Polen har også udtrykt sin utilfredshed med Ruslands deltagelse.

»At planlægge en diskussion om verdensarv i Rusland lyder som en hån mod uskyldige ukrainske ofre«, tweetede museet i starten af marts.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her