Før du siger: Ej, så er 2,2 kilometer altså heller ikke mere – så forestil dig at skulle gå den distance, mens du balancerer på en knivsæg. For nu at sige det lidt dramatisk. Ikke at en tynd line er mindre dramatisk egentlig.
Nathan Paulin er linedanser, som det poetisk hedder. Linegænger er der nemlig ikke noget, der hedder. Det er hverken foxtrot eller vals, han præsterer, når han er deroppe, men den disciplin, det kræver, er mindst den samme.
Franske Nathan Paulin er 28 år, og forleden blev han verdensmester på en tidevandsø i Normandiet. Ingen har nemlig før ham balanceret på line de 2,2 kilometer, der var mellem det berømte benediktinerkloster Mont Saint-Michel og en kran. Ifølge nyhedsmediet France 24 firede han sig ned fra linen, få meter før han var i mål, »af sikkerhedsgrunde«.
Linen var udspændt i en højde på 100 meter. Paulin var barfodet på turen over, og linen havde en tykkelse på 2 centimeter.
Men rekorden skulle altså være hjemme. Det stykke, han manglede, lå ud over de 2,2 kilometer. Siger de. Hvad ved jeg? Jeg var der ikke.
Men det er også nærmest lige meget, for den person, Paulin slog, var ham selv. Den hidtidige rekord på 1.662 meter fra 2017 stod han også for. Det var over en slugt i Sydfrankrig.








