Skuespiller Johnny Depp går umiddelbart ud som den største vinder i den højtprofilerede sag mod sin ekskone Amber Heard.
Hun har ærekrænket ham og skal betale 15 millioner dollar i erstatning, fastslår et nævningeting onsdag.
Det tildeler dog samtidig hende to millioner dollar i det kontrasøgsmål, hun har rejst mod Depp.
Afgørelserne er truffet efter et langstrakt forløb. Retssagen varede i seks uger, og efterfølgende har nævningetingets drøftelser af sagen strakt sig over flere dage.
Amber Heard har ærekrænket Johnny Depp og skal betale 15 millioner dollar i erstatning.
De afsluttende bemærkninger i retssagen fandt sted fredag i sidste uge.
Nævningetinget bestående af syv personer har drøftet sagen i cirka 13 timer fordelt over tre dage i Fairfax nær den amerikanske hovedstad, Washington D.C, før de onsdag er kommet frem til afgørelsen i den højtprofilerede sag.
Johnny Depp skriver på Instagram, at han endelig har fået sit liv tilbage.
»Efter seks år har nævningetinget givet mig mit liv tilbage«.
»Fra begyndelsen har formålet med denne sag været at afsløre sandheden - uanset udfaldet«.
»At fortælle sandheden var noget, jeg skyldte mine børn og alle de, der har fastholdt deres støtte til mig. Det giver mig fred i sindet at vide, at jeg endelig har gjort det«, skriver han.
Begyndte med en klumme
Det var Johnny Depp, der først sagsøgte sin ekskone for 50 millioner dollar og anklagede hende for injurier.
Årsagen er, at hun i 2018 skrev en klumme, hvor hun beskrev sig selv som en offentlig person, der har oplevet mishandling i hjemmet.
36-årige Amber Heard nævnte ikke Johnny Depps navn i klummen, der blev bragt i avisen The Washington Post. Hun sagsøgte efterfølgende sin eksmand Depp for 100 millioner dollar for at kalde hende en løgner.
Nævningetinget har skullet tage stilling til begge søgsmål.
Parret blev skilt i 2017 efter mindre end to års ægteskab.
Hele sagen begyndte i 2018, hvor Amber Heard skrev en klumme, hvor hun beskrev sig selv som en offentlig person, der har oplevet mishandling i hjemmet.
58-årige Johnny Depp, der engang var blandt de største stjerner i Hollywood, har sagt, at retssagen har kostet ham ’alt’.
En ny ’Pirates of the Caribbean’-film er blevet sat på pause, og filmserien ’Fantastiske skabninger’ har fundet en erstatning for skuespilleren.
For mindre end to år siden tabte Johnny Depp en sag mod den britiske tabloidavis The Sun. Avisen havde kaldt ham en ’wife beater’ (hustrumishandler, red.).
Anklagerne var »substantielt rigtige«, mente juryen, og derfor var der ikke tale om injurier fra The Suns side, afgjorde den britiske domstol.
Dusinvis af personer har vidnet under retssagen, herunder bodyguards, agenter, læger, venner og familie.
Depp og Heard har begge tilbragt flere dage i vidneskranken under retssagen, som er blevet sendt på tv. Fra vidneskranken har de skiftevis anklaget modparten for at begå vold i hjemmet.
Præcisering: I en tidligere udgave af denne artikel stod, at en retssag i London havde afgjort, at Depp flere gange har overfaldet Heard. Formuleringen er 2. juni ændret til den nuværende