Mørket falder på efter pausen, og lysfolkene på Opera Hedeland begynder for alvor at kunne arbejde med at fokusere vores blik mod det væsentlige. Fortællingen om den slavegjorte, etiopiske prinsesse Aida har forvandlet sig fra en pudsig, stort opsat opera til et tragisk kammerspil mellem hende, hendes elskede og hendes rival og herskerinde Amneris, og så ved vi, hvorfor vi igen er taget til opera i det fri. Dernede, midt i det gigantiske amfiteater, omkranset af 3.000 operagæster på campingstole med rosévin i glassene, opstår der noget helt særligt intimt i det umulige trekantsdrama af lidenskab og magt. Noget helt specielt, som de ikke kan skabe i operahusene.
I år er det 20. gang, de sætter en operaklassiker op på kæmpescenen på Hedeland, og igen er det paradoksalt nok ikke det spektakulære ved opsætningen, der gør det interessant. I år i Giuseppe Verdis historiske fortælling ’Aida’ fra 1871 bliver man indfanget af samspillet mellem den ulykkelige hovedperson, i skikkelse af den unge storsyngende sopran Yana Kleyn, og hendes magtfulde herskerinde, der får et fantastisk dramatisk udtryk af mezzosopranen Andrea Pellegrini.
Der bliver godt nok lavet egyptiske ritualer og krigsdans i 1. sals højde i første akt og guldbelagt sejrsceremoni over 200 kvadratmeter i anden akt.
Men det glemmer man hurtigt. Den knugende desperation over den umulige kærlighed på tværs af en krig og de elskendes fatale skæbne bliver man til gengæld ikke færdig med lige med det samme.
