’Harry Potter’ solgte millioner af eksemplarer, og forfatteren var en stjerne. Så blev hun anklaget for at sky transpersoner. Nu skifter amerikanske og canadiske sportsforbund navn på den populære Hogwarts-sport quidditch. Ellers mister de medlemmer, lyder det.

Harry Potter-sporten quidditch skifter navn

Amerikanske og canadiske sportsforbund skifter navn på sporten, der hidtil har været kendt som quidditch, og som stammer fra Harry Potter-universet. I Nordamerika vil sporten, hvor man løber rundt med en kost mellem benene, fremover blive kaldt quadball.  Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix
Amerikanske og canadiske sportsforbund skifter navn på sporten, der hidtil har været kendt som quidditch, og som stammer fra Harry Potter-universet. I Nordamerika vil sporten, hvor man løber rundt med en kost mellem benene, fremover blive kaldt quadball. Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For ikke mange år siden blev J.K. Rowling hyldet, og fanskarerne stod i kø. Nu er hendes navn forbundet med skandaler og anklager om transfobi, i så høj grad at to af verdens førende sammenslutninger for Potter-sporten quidditch har valgt at omdøbe det populære spil.

Quidditch bliver til quadball, oplyser Major League Quidditch, der sammen med US Quidditch ændrer navn og har sendt pressemeddelelse ud om, at sporten skifter navn i USA.

I pressemeddelelsen forklarer forbundet navneskiftet med, at det giver nye muligheder for at række ud og få sporten til at brede sig, men medier som The Guardian og Washington Post knytter det til kontroverserne om J.K. Rowlings person.

Forbundene overvejede allerede at ændre navn omkring december. Dengang hed det sig, at det skyldtes problemer med tv-rettigheder. I forbindelse med navneskiftet, der nu er en realitet, har endnu et forbund, International Quidditch Association, imidlertid været ude at sige, at det i virkeligheden handler om forfatteren J.K. Rowlings »antitransposition«.

Over for New York Times har de to store forbund derefter sagt, at de gerne vil præcisere, og at det handler om begge dele.

I J.K. Rowlings nu herostratisk berømte tweet fra 2020 skrev hun med sarkasme, efter at have læst en artikel om de særlige forhold for »personer, der menstruerer«, at der vist engang fandtes et ord for dem: kvinder. Det førte til, at hun blev anklaget for transfobi – mishag over for transpersoner. Hun svarede, at hun »kender og elsker transkønnede mennesker«, men at hun er imod forsøgene på »at slette konceptet køn«.

Under alle omstændigheder bliver quadball altså det nye nordamerikanske navn for sporten, der har rødder i Rowlings fiktive Hogwarts-univers.

Her foregår troldmandsskolens sport flyvende på kosteskafter. Når mugglere – dvs. ikketroldmænd – spiller sporten på almindeligt dødeligt græs, løber man med kosten mellem benene. Det giver alle et handikap og har givet sporten ry som en, der også er for folk, som ikke er superatleter. Quidditch, nu quadball, er også for begge køn, hvilket yderligere har givet sporten et inkluderende ry.

Spillet blev første gang spillet uden for Potter-universet i Vermont i 2005 og kan i dag stille med 600 hold i 40 lande, skriver The Guardian.

Quadball refererer til tallet fire, der på latin begynder med ’qua’: Der er fire bolde og fire spillerpositioner på qui... quadball-banen.

Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her