Life in plastic, it’s fantastic.
Der er godt nyt til dem, der har drømt om at opleve det fantastiske plastikliv og træde ind i Barbie-universet.
I Canada er en omtrent 3.000 kvadratmeter stor udstilling, ’World of Barbie’, netop åbnet. Det skriver firmaet bag attraktionen i en pressemeddelelse.
Her vil Barbie-fans kunne opleve Barbies univers med installationer i naturlig størrelse. For eksempel er det muligt at spadsere gennem Barbies kvarter eller at træde ind i Barbies hus.
»’World of Barbie’ er en spændende udforskning af Barbies livsstil, hvor gæster kan træde ind i hendes verden og opdage og svælge i installationer, der er omhyggeligt kurateret til at dyrke drømme«, siger Julie Freeland, direktør for legetøjsfirmaet Mattel, der står bag Barbie-dukken og er en af parterne bag attraktionen.
Parterne bag den store udstilling håber på at kunne trække flere generationer af Barbie-fans ind i det lyserøde plastikunivers. Den første Barbie-dukke blev præsenteret i 1959. Hun er i dag 63 år og derfor kendt af mange.
I sine år på Jorden har Barbie også haft et par forskellige jobs, faktisk hele 250 af slagsen, og i udstillingen er det muligt at opleve Barbie som både forsker, designer, nyhedsvært og astronaut.
Mattel håber på, at udstillingen kan være med til at inspirere Barbie-fans til at tro på, at »de kan gøre alt og være hvad som helst«, skriver de i pressemeddelelsen.
Derfor er det i udstillingen muligt at agere blandt andet dj, forsker og tv-reporter.
Udstillingen er åbnet i Mississauga ved Toronto og vil efterfølgende flytte rundt i Nordamerika.
fortsæt med at læse









