12 potteskår og sten blev begyndelsen på et rigtig dårligt forår for den pensionerede britiske geolog James Fitton.
I marts blev han anholdt i Irak og senere idømt 15 års fængsel for at stjæle antikke objekter. I denne uge, fire måneder senere, har en irakisk appeldomstol omstødt dommen, og James Fitton kan nu igen frit rejse ud af landet.
Det skriver britiske The Guardian.
»Når han kommer hjem, vil vi fejre og tage os tid til at komme os som familie, og vi vil med glæde fortælle historien til enhver, der vil lytte«, siger Fittons svigersøn Sam Tasker til avisen.
Hverken han eller den øvrige familie vil af frygt for at provokere de forkerte i Irak sige ret meget mere, før de er sikre på, at James Fitton har forladt landet.
Familien har hele vejen igennem holdt på, at Fitton er uskyldig i sagen.
Godt nok havde han taget de 20 potteskår og sten fra den arkæologiske udgravning Eridu i det sydlige Irak, som blev konfiskeret fra hans bagage i lufthavnskontrollen, men ifølge den 66-årige brites advokat var James Fitton ikke klar over, at det kunne betragtes som plyndring. Han besøgte stedet som en del af en organiseret geologi- og arkæologitur, og guiden havde ifølge advokaten nikket til, at Fitton kunne tage tingene med.
Appeldomstolen begrundede ifølge The New York Times sin afgørelse med, at James Fitton rejste lovligt ind i Irak som turist og havde samlet objekter op, der »lå spredt over et enormt område, ubevogtet og med et udseende, der gav indtryk af, at der var tale om almindelige sten, ikke fortidslevn«.
I sin bagage have Fitton pakket tingene ind i kleenex for at beskytte dem og altså ikke gjort noget videre for at skjule, at han smuglede kulturarv.
Plyndring af arkæologisk materiale kan straffes med døden i Irak. Siden risikoen for dødsstraf til den britiske turist kom frem, har over 357,000 mennesker skrevet under på en onlineunderskriftindsamling med opfordring til, at Fitton blev løsladt.
fortsæt med at læse








