Hvis nogen beskylder Bent Sørensen for nostalgisk at hænge i fortiden, må det være en tilståelsessag. Fra han brød igennem som ung i 1990’erne, har han fortalt personlige, melankolske historier uden ord. Selv om tonesproget er blevet rundere og mildere med årene, og han i dag komponerer mere melodiøst, er det præcis den samme personlige poetiske grundholdning, han skriver på.

Og så er han blevet urimelig god til at skabe klangskøn og overraskende musik for orkester. Som alle vil kunne opleve det bare med få minutter af hans nye album med DR Symfoniorkestret i ørerne.