20 kroner mig her, 20 kroner mig der. Et rykkergebyr på et rykkergebyr. Det kan løbe op. Det ved enhver, der ikke har styr på sine bibliotekslån.
Men nu vil biblioteket i Glostrup spare lånerne for både de bekymringer og penge.
I et nyt forsøg bliver gebyrer for materialer, der ikke er afleveret rettidigt, afskaffet. For frygten for gebyrer kan afholde folk fra overhovedet at bruge biblioteket. Det ønsker biblioteket ikke, og fra august 2022 til juli 2023 indfører Glostrup derfor forsøgsvis gebyrfrit bibliotek.
Det skriver biblioteket i en pressemeddelelse.
Lånere vil fortsat få et varsel om aflevering, tre dage før lånetiden udløber, og der vil også fortsat blive sendt hjemkaldelser. Og hvis man har dyppet en bog i kaffe eller mistet den aldeles, skal man fortsat betale erstatning.
Håbet er, at forsøget vil få flere unge lånere, som er den gruppe, der bruger biblioteket mindst, til at være flittigere gæster blandt bogreolerne. For erfaringen er, at unge ofte er bange for at komme til at skylde noget, eller tror, at de måske allerede skylder noget.
Forsøget sættes i værk i forlængelse af erfaringer fra USA, der viser, at afskaffelsen af gebyrer kan betyde, at der kommer flere lånere, og at flere bøger rent faktisk bliver afleveret. Derfor dropper flere og flere biblioteker i både USA og Canada derfor gebyrer i disse år. Det samme gør altså biblioteket i Glostrup.
fortsæt med at læse









