Da den britiske stjernekunstner Damien Hirst en dag i 2011 var i gang med at skære ansigt og række tunge foran et større presseopbud på Arken, hankede en 82-årig dame iført blødt gråt jakkesæt op i sin taske og udbrød: »Nu er jeg mør og går hjem«.

Jeg så kvinden gå mod museets udgang og forsvinde. Hun havde gjort det, hun skulle denne eftermiddag: Jytte Dresing, som kvinden hed, havde doneret otte værker af Damien Hirst til Arkens nyindviede sal, hvortil kunstnerens firma samtidig havde deponeret to værker, og fra da af var Damien Hirsts overskårne ko nedsænket i tanke med formaldehyd noget af det allerførste, Arkens gæster så.