Der er fortællinger, som bliver ved med at inspirere. Ikke fordi man nødvendigvis læser dem igen og igen, men fordi de engang skabte et billede af verden, man ikke kan glemme.
En sådan er Italo Calvinos ’Klatrebaronen’ om 12-årige Cosimo, arving til et baroni, som en sommerdag i 1767 klatrer op i stenegen i sin families have og ikke siden sætter sin fod på jorden. Han gør det i protest mod de snegle, som hans søster serverer til middag, og som hans far insisterer på, at han skal spise, og han bliver en meget gammel mand deroppe, så der er ikke tale om en spontan kulinarisk protest eller grille, men om et eksistentielt valg. Cosimo har fået nok af sin forældres rigide leveregler og syge ambitioner, faren vil være hertug, og moderen er militarist, så det var heldigt, at den gamle eg stod klar.
