Knud Sørensen modtog adskillige priser for sit forfatterskab om landbolivet. Han blev 94 år.

Forfatteren Knud Sørensen er død

Knud Sørensens forfatterskab skildrede landbolivet omkring Mors.  Foto: Andreas Haubjerg
Knud Sørensens forfatterskab skildrede landbolivet omkring Mors. Foto: Andreas Haubjerg
Lyt til artiklen

Hjemstavnsdigteren Knud Sørensen er død 94 år gammel efter længere tids sygdom, skriver Nordjyske.dk.

Knud Sørensen stod bag et stort forfatterskab med fokus på landbolivet omkring Mors, hvor han boede til sin død.

Han blev født i Hjørring og uddannede sig som landinspektør. I 1958 købte han en landinspektørbolig i Nykøbing Mors og flyttede til byen sammen med sin kone og sine børn. Erfaringerne og livet som landinspektør brugte han i sit forfatterskab.

Knud Sørensen debuterede i 1965 med digtsamlingen ’Den røde kaffekande’, skrev senere noveller, og som 69-årig udgav han i 1997 sin første roman, ’En tid’, der blev hans folkelig gennembrud. Men digtene fyldte stadig meget i forfatterskabet, og Knud Sørensen udgav så sent som i 2021 digtsamlingen ’Glemmebogen’.

Knud Sørensen blev i 1982 tildelt Landbrugets Kulturfonds kulturpris for sin evne til at skildre landskabet og livet på landet. Han modtog Otto Gelsted-prosen i 1988, Weekendavisens litteraturpris i 1998 og Det Danske Akademis Store Pris i 2014.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her