Forleden dag var jeg på indkøb. For på trods af alverdens viderværdigheder, en lavmælt råbende valgkamp og en verden, der gør Bob Dylans gamle titel ’World Gone Wrong’ til skinbarlig profeti, skal man jo leve, som en af mine gode bekendte fra quizmiljøet altid skriver, når han poster endnu et billede af en pariserbøf med hele svineriet eller en dessert så kulørt som lysene på Ronalds Festival Tivoli i min barndom i 1970’erne. Putin eller ej. Der skal stadig mælk i kaffen og rugbrød under de hårdkogte æg.
Hvilket supermarked, der var tale om, spiller ingen trille. For priserne er steget i dem alle. Og det i en grad, så selv ganske unge mennesker går omkring og mukker over, at tingene var billigere i gamle dage – hvilket vil sige sidste sommer, hvor en pakke smør af økologisk tilvirkning kunne erhverves for en femtenkroneseddel.








