Der stod jeg så på fødestuen og strittede med mit fødebånd med Erik Saties’ blide klaverøvelser på den ene side af kassettebåndet og Chet Bakers ’Let’s Get Lost’ på den anden. Musik havde jeg da lidt forstand på. Men det andet ... det var vildt!

Min elskede lå på alle fire og brølede som et smukt dyr, mens jeg efter bedste evne forsøgte at stryge hende over lænden og sige »så-så«. Mærkelig nok syntes hun næppe at ænse mig helt derinde i et urdrama, jeg ikke kunne være andet end en uformående tilskuer med ti uduelige pølsefingre til.