Damien Hirst er i gang med at sætte ild til næsten 5.000 værker som del af ny udstilling. En kritiker mener, det er uansvarligt i en krisetid, men Hirst ser lige så stor værdi i at beholde kunsten som digitale kopier frem for fysiske værker.

Se billederne: Nu gør han det sgu. Verdensberømt kunstner brænder sine malerier

Den britiske kunstner Damien Hirst med et af de omtalte malerier i hænderne. Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Den britiske kunstner Damien Hirst med et af de omtalte malerier i hænderne. Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det lugter lidt brændt på Newport Street Gallery i London i disse dage.

For i midten af rummet står en mand iført et par sølvfarvede brandsikre bukser og matchende beskyttelseshandsker. Han løfter låget til en pejs, og med en tang fodrer han sider af A4-papir ind i det rygende flammehav.

Manden er Damien Hirst, den britiske kunstverdens enfant terrible, der stod i spidsen for Young British Artists-bølgen i 90’erne, og siden er blevet kendt for sine dyr syltet i formaldehyd og masseproducerede malerier af kulørte pletter.

Og netop disse billeder, de såkaldte spot paintings, er Damien Hirst i disse dage i gang med at futte af i galleriet, som til lejligheden har fået installeret seks pejse omhyllet af glaspartier hvorigennem man kan følge processen. Frem mod slutningen af oktober vil han antænde tusindvis af originale værker.

Det hele sker som resultat af et projekt, Damien Hirst lancerede sidste år: Her tilbød han en række købere af sine værker at vælge mellem at modtage en fysisk original eller i stedet få det fremsendt som et digitalt samleobjekt, en såkaldt NFT (Non-Fungible Token).

Valgte køberne den digitale udgave, skulle den fysiske pendant brændes af på udstillingen. Og resultatet af tilbuddet?

5.149 værker blev byttet om til fysiske malerier, mens 4.851 forblev som digitale værker.

Et andet eksistensplan

»Det føles godt, bedre end jeg havde troet«, sagde Damien Hirst til BBC om afbrændingen af de 4.851 værker, der altså ikke blev ombyttet – og som nu bliver destrueret.

»Værdien af kunsten, digital eller fysisk ... vil ikke gå tabt; den vil blive overført til NFT, så snart de er brændt«.

Flere kunstsamlere var mødt op på Newport Street Gallery i London for at observere den mærkværdige ceremoni.

En af dem var Tony Simmonds, som fortalte, at han oprindeligt havde investeret i et værk for at få fat i en fysisk original.

»Så hvorfor står jeg nu her og ser det brænde? Jeg ved det faktisk ikke«, udtalte han til mediet Artnet.

Andre har kritiseret Damien Hirst for at brænde kunst af, mens krisen raser.

»Jeg har det næsten som om, at Damien Hirst er så meget ude af kontakt med den virkelige verden, at han dybest set er transcenderet til et andet eksistensplan kun befolket af oligarker og de engang så edgy kunstnere, de samler på«, skrev Eddy Frankel, som er kunstredaktør på magasinet Time Out.

Men som Frankel også påpeger: Fryser man derhjemme og mangler penge til gasregningen, så er det i de kommende uger dejligt varmt at besøge Newport Street Gallery.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her