Konstruktionen af en meget lang, meget smal og angiveligt CO2-neutral millionby i Saudi-Arabien er nu gået i gang, viser droneoptagelser. Samtidig melder menneskerettighedsorganisationer om dødsstraf til borgere, der har protesteret mod byggeriet.

Nu begynder gravearbejdet til det 170 kilometer lange spejl, der skal huse 9 millioner mennesker i ørkenen

Foto: Ot Sky/dezeen
Foto: Ot Sky/dezeen
Lyt til artiklen

Saudi-Arabien er nu gået i gang med byggeriet til det enorme by-projekt The Line, der skal strække sig over 170 kilometer gennem ørkenen og på sigt huse ni millioner indbyggere. Det viser droneoptagelser fra området, skriver design- og arkitekturmediet Dezeen.

På optagelserne kan man se gravemaskiner i gang med at udgrave en lang, bred rende i den nordvestlige del af Saudi-Arabien, hvor megabyen skal ligge. Ligesom en gravemaskine er i gang med udgravninger til noget, der kan være forberedelser til en metro i den nye by.

Megabyen The Line er planlagt som en ekstremt lang, smal by, der nærmest som en mur skærer gennem ørkenen over 170 kilometer. Den skal blot være 200 meter bred, men til gengæld bestå af højhuse, der skyder 500 meter i vejret med spejlbelagte facader, der genspejler det omkringliggende landskab. Højden betyder, at byen på papiret vil kunne huse ni millioner mennesker på kun 34 kvadratkilometer.

Da kæmpeprojektet blev lanceret, var der mange, der tvivlede på, at det ville bliver realiseret, skriver Dezeen – men de nye optagelser tyder altså på, at byggeriet nu er i gang.

Modstandere dømt til døden

The Line er en del af det såkaldte Neom-projekt, der skal udvikle ti regioner i den nordvestlige del af Saudi-Arabien langs Det Røde Hav. Der er også planer om at bygge et skiresort tegnet af Zaha Hadid.

Den administrerende direktør for Neom, Tarek Qaddumi, har tidligere sagt til Dezeen, at megabyen vil blive CO2-neutral og sætte nye standarder for »velstand, levedygtighed og miljøbevarelse« i byer.

Ifølge Qaddumi vil konstruktionen af den lange, smalle megaby betyde, at den ikke vil lide under problemer med massiv biltrafik, luftforurening og bebyggelse af store områder, som man normalt finder i moderne storbyer.

»The Line vil ikke have nogen biler, ingen forurening og vil give adgang til mennesker og tjenester på måder, som tidligere var utænkelige«, siger han til Dezeen, hvor han også beskriver, hvordan byen skal bygges af bæredygtige materialer og være drevet af vedvarende energi. Mål, som eksperter inden for området dog kalder for »naive«.

I Saudi-Arabien vækker det storstilede projekt ikke kun begejstring, især ikke blandt de mennesker, der lever i området og skal tvangsflyttes på grund af byggeriet. Ifølge menneskeretsorganisationen ALQST er tre mænd tidligere på måneden blevet dømt til døden på grund af deres protester over den kommende megaby, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her