To måneder efter angrebet på den britisk-indiske forfatter fortæller hans agent for første gang om skaderne.

Salman Rushdies agent: Han har mistet synet på det ene øje og kan ikke bruge den ene hånd

Foto: Tanja Carstens Lund/RITZAU/SCANPIX
Foto: Tanja Carstens Lund/RITZAU/SCANPIX
Lyt til artiklen

Den 75-årige britisk-indiske forfatter Salman Rushdie har mistet synet på det ene øje, og nerverne til hans ene hånd er så beskadigede, at han ikke kan bruge hånden.

Det skriver den spanske avis El Pais på baggrund af et interview med Rushdies litterære agent, Andrew Wylie.

Forfatteren bag ’De Sataniske Vers’ blev påført flere alvorlige knivstik af en gerningsmand i forbindelse med en forelæsning i den amerikanske delstat New York i august.

Ud over beskadigelsen på øje og hånd fortæller agenten, at Salman Rushdie blev ramt af tre alvorlige knivstik i nakken og 15 stik i brystet og på torsoen.

Forfatteren blev efter angrebet fløjet på hospitalet, hvor han blev lagt i respirator.

Agenten vil ikke fortælle, om den britiske-indiske forfatter fortsat er indlagt på hospitalet. Han hæfter sig i stedet ved, at Rushdie overlever angrebet.

Siden udgivelsen af bogen ’De Sataniske Vers’ i 1988 har sikkerheden omkring forfatteren været omfattende.

Året efter udgivelsen af romanen udsendte Irans daværende religiøse leder, ayatollah Khomeini, en fatwa mod ham for blasfemi og tilsvining af profeten.

En fatwa er en islamistisk dødsdom.

Det var en fatwa, der ophidsede muslimer i en række lande. Mange svor, at de ville fuldbyrde den dødsdom, som var indeholdt i Khomeinis fatwa.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her