Den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie blev fredag formiddag lokal tid angrebet på en scene i delstaten New York, hvor han optrådte til en forelæsning.
Ifølge New Yorks politi blev Salman Rushdie stukket i halsen af en mand, der løb op på scenen og overfaldt den berømte forfatter. Han blev efterfølgende kørt væk af en ambulance i live og blev fredag aften opereret, oplyser nyhedsbureauet Reuters.
Den mistænkte gerningsmand er anholdt og i politiets varetægt. Hvem personen er, og hvad motivet skulle være til angrebet, er ikke meldt ud.
Arrangementet er ifølge nyhedsmediet CNN en event, der skulle diskutere USA’s rolle som fristed for forfattere og andre kunstnere i eksil og som et hjem for kreativ ytringsfrihed.
Livet uden livvagter
Jes Stein Pedersen, der er litteraturredaktør på Politiken, kalder overfaldet på den berømte forfatter for »dybt tragisk«.
»Det er frygteligt og sørgeligt, og det er et kæmpe tilbageslag for den fornemmelse, man havde af, at han helt konkret ikke længere var i fare«, fortæller Jes Stein Pedersen.
»Det er virkelig lang tid siden, han har været nødt til at leve det her lorteliv, hvor han ikke kunne være sammen med sin familie, sine børn og rejse frit«.
Han har i løbet af de seneste 20-30 år med jævne mellemrum mødt Salman Rushdie, som han har brugt som en form for »samtidsvidne« og interviewet om nogen af tidens vigtigste spørgsmål.
Her har han flere gange været vidne til, hvilken sikkerhedsrisiko, forfatteren i mange år har levet med. De seneste år er truslen mod forfatteren dog dalet, og Jes Stein Pedersen mindes, da han for første gang kunne møde Rushdie uden hans livvagter:
»Det fantastiske var, da jeg endelig kunne sige til ham; »hey, lad os mødes i Nørregade og snakke«, og der ikke skulle være nogle livvagter med, men det bare var ham og jeg. For det holdt jo op med at være farligt for ham for en hel del år siden, da han boede i USA og på mange måder kunne vende tilbage til sit normale liv. Han kunne være forfatteren Salman Rushdie i stedet for at være den livstruede forfatter Salman Rushdie«.
Symbol på ytringsfrihed
Selv om Rushdie har skrevet flere bøger, er det bogen ’De Sataniske Vers’, som de fleste kender ham for. En bog som skabte heftig debat, da den udkom i 1988 og efterfølgende blev fordømt af præstestyret i Iran i 1989 som blasfemisk.
Irans daværende leder, ayatollah Khomeini, udstedte et religiøst dekret, en fatwa, der sagde, at Rushdie skulle dræbes og forfatteren måtte i mange år leve med en dødstrussel hængende over hovedet og livvagter i hælene.
Ifølge Jes Stein Pedersen vendte fatwaen Salman Rushdies liv og eftermæle fuldstændigt:
»Efter fatwaen blev udråbt blev han mere end bare en forfatter. Han blev et symbol på ytringsfrihed. Han blev livstruet og personificeringen af det frie vestlige menneske, der har tilladt sig noget, som nogle folk ikke vil tillade«.
Han har både indisk, amerikansk og britisk statsborgerskab, og dronning Elizabeth II har slået ham til ridder for hans bidrag til litteraturen.
Rushdie blev på mange måder et symbol på de store forskelle, der kan være mellem dybt religiøse muslimer og den vestlige verden, og Vesten tog ham i forsvar. Frygten for et angreb på forfatteren fik dog statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) regering til i første omgang at nægte Salman Rushdie indrejse i Danmark i 1996, da han var inviteret til København for at modtage EU’s prestigefyldte litterære Aristeion-pris, som nu hedder EU’s Litteraturpris.
»Poul Nyrup havde en møgsag og kvajede sig, fordi den daværende departementschef sagde, at han ikke skulle mødes med den fatwadømte forfatter. Nyrup kom virkelig i bad standing efter den sag«, fortæller Jes Stein Pedersen, der forklarer, at tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) var den eneste danske politiker, der ville mødes med Rushdie.
Træt af at tale om fatwa
Selv om Rushdie har skrevet 12 romaner, et par børnebøger og en stribe essays, er det historien om fatwaen og de mange dødstrusler, som klæber til forfatteren.
Inden han flyttede til New York, levede han i mange år på hemmelige adresser og under beskyttelse af britisk politi.
I sin selvbiografi ’Joseph Anton’ beskriver Rushdie, hvordan han næsten fik et familiært forhold til livvagterne, og hvordan han måtte gemme sig bag køkkendøren og skjule sig, når blikkenslageren kom på besøg.
Rushdie vil dog meget hellere tale om litteratur end det liv, han i mange år lagde i livvagternes hænder, fortæller Jes Stein Pedersen:
»Han er en fri fugl, og man kan nøjes med at tale om litteratur med ham. Han hader at tale om sin fatwa og ytringsfrihed, han vil meget hellere tale om sin litteratur – han er jo forfatter«.
»Men han har måtte være den, der har stillet sig frem og sagt de ting, der skulle siges, dengang alt brændte på med Muhammedkrise, tegningerne og ytringsfrihed, hvor han skulle forholde sig til, hvem der måtte have lov til at sige hvad i Vesten«, fortæller Jes Stein Pedersen.
Den danske satiretegner Kurt Vestergaard, der døde sidste år, levede – ligesom Salman Rushdie – i mange år med livvagter, efter at hans tegning af profeten Muhammed i 2005 blev trykt i Jyllands-Posten.
fortsæt med at læse
