TV 2 dropper fremadrettet betalte samarbejder med organisationer i formater som ’Go’ Morgen Danmark’ og ’Go’ Aften Live’, oplyser tv-stationen i et skriftligt svar til Jyllands-Posten og Ekstra Bladet torsdag.
Det sker, efter Jyllands-Posten torsdag kunne fortælle, at lobbyorganisationen Drukfri Ungdom i december 2020 indhentede et tilbud om betalt samarbejde hos TV 2.
Her lød det fra TV 2, at organisationens dagsorden kunne blive ’top-of-mind’ og omtalt i eksempelvis programmet ’Go’ Morgen Danmark’. Drukfri Ungdom blev tilbudt at købe enten en ’lille pakke’ eller en ’stor pakke’ af TV 2.
»TV 2 vil i et branded content-samarbejde gerne bakke op om Drukfri Ungdoms agenda om at sætte fokus på unge danskeres alkoholforbrug og konsekvenserne heraf (...) Såfremt vi indgår et samarbejde, vil vi gå i reel udvikling omkring indhold, form og tone, hvorfor nærværende skal forstås som et letter of commitment«, står der i oplægget fra TV 2, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.
Ikke godt nok
Samarbejdet blev aldrig til noget, men i det skriftlige svar til de to medier fremgår det, at TV 2 tidligere har lavet betalte samarbejder. Det har eksempelvis været med Kræftens Bekæmpelse, men TV 2 ændrer nu praksis, så samarbejder ikke længere indeholder ’produktionsstøtte’ til visse programmer.
»For at rydde enhver usikkerhed af vejen har vi derfor besluttet, at vi ikke længere vil indgå partnerskaber, hvor vi modtager produktionsstøtte i ’Go’-programmer«, skriver Lotte Lindegaard, indholdsdirektør på TV 2, til Jyllands-Posten og Ekstra Bladet.
De oplysninger, vi selv har sendt, kan misforstås. Det er en fejl, og det er ikke godt nok
Hun skriver desuden, at hun ikke kan genkende »den udlægning, som Drukfri Ungdom giver udtryk for tilbage i 2020«.
»Men de oplysninger, vi selv har sendt, kan misforstås. Det er en fejl, og det er ikke godt nok«, skriver Lotte Lindegaard.
Videre lyder det, at »det har aldrig været og vil aldrig være muligt at købe sig til redaktionelt indhold og omtale på TV 2«.
Ud over Kræftens Bekæmpelse samarbejder TV 2 også med Røde Kors og Alkohol og Samfund og har gjort det gennem en årrække.
Holder seerne for nar
I Jyllands-Posten kritiserer Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i lobbyisme, torsdag TV 2 baseret på oplægget til Drukfri Ungdom. Han kalder det »at holde seerne for nar«.
»Det er forbavsende, at man kan købe sig til redaktionel tid hos TV 2«, siger Peter Munk Christiansen til avisen.
Hos Dansk Journalistforbund kalder formand Tine Johansen TV 2’s opførsel for »dybt bekymrende«.
»Journalistik skal være uafhængig, men det er den jo ikke, hvis nogen kan betale sig til at få taget en dagsorden op«, siger Tine Johansen til Jyllands-Posten.
I avisens aktindsigt er prisen for TV 2’s pakker til Drukfri Ungdom streget over. Det fremgår heller ikke af det skriftlige svar, hvor meget TV 2 har modtaget i produktionsstøtte fra eksempelvis Kræftens Bekæmpelse.
ritzau
fortsæt med at læse








