Torsdag klokken 20.40 blændede TV 2 op for programmet ‘Nissen flytter altid med’ om skuespilleren bag julekalendernissen Pyrus, Jan Linnebjerg.
Men oprindelig var det et helt andet program, der skulle have været vist på det tidspunkt.
Ifølge planen skulle TV 2 have haft premiere på en kritisk dokumentar om investeringsbanken Saxo Bank, men nu er programmet blevet udskudt.
Det bekræfter TV 2 til Politiken.
Ifølge TV 2’s egen programbeskrivelse skal dokumentaren ’Saxo Bank bag facaden’ undersøge, hvordan de to stiftere af Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, har tjent deres penge.
I en anden beskrivelse, som stadig kan findes i en række programoversigter på nettet, skulle dokumentaren også sætte fokus på russiske kunder i den danske investeringsbank. Den del indgår ikke i beskrivelsen på TV 2’s hjemmeside.
Ifølge Se og Hør, som først skrev om udskydelsen, blev den russiske forbindelse også nævnt i forbindelse med en trailer, der tidligere har været vist.
»Vi fik hos TV 2 et færdigproduceret afsnit til gennemsyn i slutningen af sidste uge. Programmet indeholdt adskillige åbenlyse faktuelle fejl, misvisende forhold og udokumenterede påstande«, skriver Lasse Lilholt, kommunikationschef i Saxo Bank, i et svar til Politiken.
Står inde for program
Lasse Lilholt skriver, at Saxo Bank har medvirket i dokumentaren over det seneste år og er fortsat i konstruktiv dialog med TV 2.
»Vi har desværre endnu ikke fået mulighed for et nyt gennemsyn, så vi har derfor en vis frygt for, at flere af disse faktuelle fejl stadig er at finde«.
Planen er nu, at dokumentaren skal vises på TV 2 på torsdag 24. november.
Lasse Bjerre, redaktør på TV 2, har ikke haft mulighed for at stille op til interview med Politiken. I et skriftligt svar siger han, at der endnu ikke forligger et færdigt program, da TV 2 stadig er i gang med den redaktionelle proces. Han siger, at programbeskrivelsen fortsat er den samme.
»Vi har udsat sendetidspunktet, fordi vi er kommet i besiddelse af nye oplysninger, som skal undersøges nærmere. Programbeskrivelsen er fortsat den samme. Men vi kommer ikke til at sige mere om indholdet, før programmet er færdigproduceret, ud over at vi fuldt og helt kan stå inde for det program, som vi kommer til at sende«, skriver Lasse Bjerre.
fortsæt med at læse









