Vragene står som spøgelsesskibe i totalt mørke på Østersøens bund. De formodes at være over 300 år gamle.

Museumsdirektør har »aldrig set noget lignende«: Over 300 år gamle skibsvrag fundet på bunden af Østersøen

Her ses et af de tre skibsvrag.  Foto: Sea War Museum Jutland
Her ses et af de tre skibsvrag. Foto: Sea War Museum Jutland
Lyt til artiklen

Tre usædvanligt velbevarede skibsvrag ligger øde på bunden af Østersøen.

Under en ekspedition har et hold af eksperter fundet og filmet de næsten intakte træskibe, som formodes at være over 300 år gamle.

Det oplyser Sea War Museum Jutland i en pressemeddelelse. Med til ekspeditionen var foruden eksperter fra krigsmuseet også specialister fra Nationalmuseet.

De var dog ikke selv nede ved skibene.

I stedet blev en undervandsrobot sendt til vragene, der ligger i totalt mørke på cirka 150 meters dybde. Her har robotten kunnet lave tusindvis af optagelser og bringe dem med op til overfladen.

Det hele kunne holdet følge på en skærm om bord på et skib.

»Vragene stod, næsten som den dag de sank for flere hundrede år siden. Jeg har dykket hele mit liv og undersøgt hundredvis af vrag, men jeg har aldrig set noget lignende«.

»Skibene stod, som var de lige blevet forladt«, siger Gert Normann Andersen, der er leder af ekspeditionen og direktør for Sea War Museum Jutland, i pressemeddelelsen.

To af skibene er ifølge museumslederen med stor sikkerhed fragtskibe fra Holland. Det tredje skib, der er det største af dem, formodes at være skandinavisk.

Overraskende velbevarede vrag

27 personer var med på ekspeditionen, der foregik i oktober og havde til formål at undersøge, hvordan vrag og andet nedbrydes under vand. Det er kommet bag på holdet, hvor velbevarede skibsvragene er.

»I Nordsøen bliver alle vrag nedbrudt på rekordtid. Alt træværk bliver spist af pæleorm, og bølgebevægelser og tunge fiskeredskaber tager sig af resten«, siger Gert Normann Andersen.

Østersøen derimod er blandt de steder, som forventes at have nogle af verdens bedst bevarede træskibsvrag liggende på bunden.

Pæleorm og andre dyr, der angriber træværk, kan ikke overleve i vandet på store dybder, hvor bundmiljøet er surt og iltfattigt.

Der har derfor heller ikke været industrielt fiskeri i området, som ville kunne ødelægge vragene.

Et stykke af et af vragene, der lå løst på bunden, blev hejst op. Det er sendt til Nationalmuseets bevaringsafdeling i Brede, hvor det skal undersøges nærmere og vise, hvilke processer der foregår, når bakterier og organismer nedbryder materialer på store havdybder.

Den viden kan ifølge krigsmuseet få betydning, når man fremover skal vurdere, om et vrag skal bevares på findestedet, eller om nogle af genstandene skal bjærges.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her