Som far i en sammenbragt familie med børn i flere aldre og med hver deres udfordringer er det bestemt ikke ofte, jeg kommer i biografen. Men hvor var jeg dog glad for at få set ’Søstre’ fra 2015 af Hirokazu Kore-eda.

Som nogle af de film jeg holder allermest af, som Ozus ’Tokyo Story’ (1953) eller Miyazakis ’Totoro’ (1988), udspiller ’Søstre’ sig primært i et gammelt uisoleret japansk træhus. Sådan et, hvor væggene er skydedøre, så man kan åbne det om sommeren, og hvor der er pivkoldt om vinteren, så man samler sig omkring det nedsænkede spisebord med et tæppe over og en varmekilde nedenunder. Der er et alter midt i stuen, hvor man ærer sine afdøde, og et baderum med et kar, som man benytter på skift.