Hollywoods største stjerner tropper igen op i weekendens Super Bowl-reklamer, men den økonomiske krise får de store brands til at slå pjalterne sammen.

'Breaking Bad' er tilbage. Men nu gælder det chips og ikke narko

Aaron Paul og Bryan Cranston er tilbage i deres roller fra Breaking Bad. Men denne gang sælger de chips og ikke meth. PR-foto: Sony Pictures/Frito-Lay
Aaron Paul og Bryan Cranston er tilbage i deres roller fra Breaking Bad. Men denne gang sælger de chips og ikke meth. PR-foto: Sony Pictures/Frito-Lay
Lyt til artiklen

Alt er ved det gamle. Den slidte autocamper med skudhuller, den psykotiske narkobaron, Jesse Pinkmans spraglede jakke og Walter Whites flade pork-pie-hat.

Hitserien ’Breaking Bad’ er tilbage, men ikke som du kender den. For denne gang handler det ikke om blå krystaller af metamfetamin, men derimod chips ved navn PopCorners, som Walter og Jesse sælger i en ny tv-reklame, der bliver vist under årets Super Bowl.

Sådan er det år efter år. Hollywoods største stjerner bliver rullet frem til prestigereklamer, der skal sælge chips, øl og forsikringer i forbindelse med den store finale i amerikanske NFL.

Det bliver der brugt millioner af dollars på.

Men i år er det lidt anderledes. For krisen kradser også på det amerikanske reklamemarked, og derfor har flere store firmaer slået pjalterne sammen for at finansiere deres Super Bowl-reklamer. Det skriver Hollywood Reporter.

Det gælder blandt andet Netflix og bilproducenten General Motors, som har fået skuespilleren Will Ferrell til at køre en tur igennem nogle af streamingtjenestens største succeser i en elbil. Også Marvel, som har premiere på den nye Antman-film ugen efter Super Bowl, er gået sammen med bryggeriet Heineken, så superhelten kan få sig en alkoholfri bajer.

50 millioner for 30 sekunder

Før jul advarede chefen for Warner Bros. Discovery, David Zaslav, om, at det stod endnu værre til med reklamemarkedet end under coronapandemien, og tingene er tilsyneladende ikke blevet bedre.

Fox Sports, der viser dette års Super Bowl, vurderer, at et 30-sekunders reklameklip under finalen koster mere end 7 millioner dollars – omkring 50 millioner kroner – når man medregner produktionsomkostninger og løn til de store A-navne.

Kilder fra Fox fortæller til Hollywood Reporter, at flere store firmaer, der tidligere havde bestilt reklametid under årets Super Bowl, nu har trukket sig.

Og derfor giver det bedre mening for de store brands at slå sig sammen og dele regningen, forklarer Tim Calkins, som er professor i marketing på Northwestern University.

»Argumentet om effektivitet er ret overbevisende, fordi det er enormt dyrt at lave en Super Bowl-annoncekampagne. Det er ikke kun reklametiden, det er alt, hvad der foregår omkring reklamen, alle de andre events og aktiviteter, der bliver vildt dyre«, siger Tom Calkins til Hollywood Reporter.

Hvad det har kostet at få Bryan Cranston og Aaron Paul til at genskabe deres roller fra ’Breaking Bad’, melder historien ikke noget om.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her