Egentlig sad professor i aeronautik og medicinsk ingeniørvidenskab Mory Gharib og bladrede i en digital udgave af Leonardo da Vincis (1452-1519) håndskrifter for at finde eksempler på renæssancemesterens måde at synliggøre strømningsmønstre på. Dem ville han diskutere med sine elever på universitetet Caltech i Californien.
Men det var ikke tegninger af luftstrømmes bevægelser, der endte med at fange professorens opmærksomhed.
Et sted i skrifterne faldt han over nogle små trekantede tegninger, der betog ham. I det ene hjørne var en kande, som ifølge tegningen bevægede sig horisontalt og hældte sand ud.
Så vidt Mory Gharib kunne se, handlede tegningerne om tyngdekraft. Men disse tegninger stammede altså 100 år før, Galilei udformede sin teori om tyngdekraften, og endnu flere hundrede år før Isaac Newton så et æble falde til jorden fra et træ på sine forældres gård i England, hvilket resulterede i udregningen af det, vi i dag betegner som tyngdeloven.
Nu har professor Gharib sammen med en række kolleger udgivet en artikel om da Vincis beregninger i det videnskabelige magasin Leonardo, der trods navnet ikke alene beskæftiger sig med Leonardo da Vincis verden, men udgiver videnskabelige artikler om krydsfeltet mellem kunst, humaniora, teknologi og moderne videnskab.
Forskerne oversatte først Leonardos noter – hvilket i sig selv er lidt af en opgave, da tusindkunstneren og videnskabsmanden skrev spejlvendt – og forsøgte så at analysere hans beregninger.
Det viser sig, at den gamle mester ikke var langt fra at ramme rigtigt med sin forståelse af tyngdekraften. Det skriver Caltech på universitetets hjemmeside.
Tegningerne viser ifølge forskerne, at Leonardo da Vinci havde en meget præcis forståelse af det, vi i dag kender som Galileis faldlov og newtonsk gravitation. I sine noter skriver da Vinci om et eksperiment, hvor en kande bevæges horisontalt, mens den hælder vand eller sand ud. Her noterer han, at det vand eller sand, der forlader kanden, stopper sin horisontale bevægelse, fordi det ikke længere bliver påvirket af kandens bevægelse, men kun trækkes nedad.
Videre hedder det ifølge forskerne, at Leonardo da Vinci observerede og regnede sig frem til, at bevægede man kanden i en jævn hastighed i længderetningen, faldt vandet vertikalt nedad.
Bevægedes kanden derimod med samme hastighed som den tiltrækning, der var på det faldende vand, ville der dannes en trekant som den, der ses på skitserne.
I sin matematiske udregning af forholdet mellem kandens og vandets bevægelse laver da Vinci en fejl, men overordnet set har han fat i noget, der først bliver alment kendt og forstået flere hundrede år senere, konkluderer forskerne.
fortsæt med at læse
