Skaberen af ’Succession’ siger, at serien stopper efter den kommende fjerde sæson – men han udelukker ikke, at der engang kan komme en fortsættelse.

Bagmand bekræfter: Hitserie stopper

Brian Cox indtager hovedrollen som Logan Roy i 'Succession' for sidste gang, når fjerde sæson starter i slutningen af marts. Foto: HBO
Brian Cox indtager hovedrollen som Logan Roy i 'Succession' for sidste gang, når fjerde sæson starter i slutningen af marts. Foto: HBO
Lyt til artiklen

»Fuck off«.

Sådan har den iltre mediemogul Logan Roy brølet gang på gang i hitserien ’Succession’, når hans kongedømme og kaotiske familie er ved at falde sammen omkring ham. Men når fjerde sæson af HBO-serien, som har premiere i slutningen af marts, er rullet over skærmen, er det slut, bekræfter seriens skaber, Jesse Armstrong, i et interview med The New Yorker.

Til magasinet fortæller Jesse Armstrong, at han havde overvejet at vente med at afsløre nyheden, til det sidste afsnit var vist, så seerne kunne have fulgt med uden at have det i baghovedet.

»Men på den anden side skjuler vi ikke bolden særlig meget med denne serie. Jeg føler et ansvar over for seerne, og jeg ville personligt ikke kunne lide følelsen: Åh, det var så det, gutter. Det var enden på det«, siger Jesse Armstrong til The New Yorker.

Dermed sætter han en stopper for en spekulation, der har stået på i længere tid, om hvorvidt der også ville komme en femte sæson af ’Succession’, som har vundet 13 Emmy-priser, siden første sæson blev vist i 2018.

Mulig opfølger?

Serien har den britiske skuespiller Brian Cox i hovedrollen som Logan Roy, der står i spidsen for mediegiganten Waystar Royco. Han har konstant en bitter strid kørende med sine børn, der kæmper om faderens gunst og magten i firmaet.

I interviewet med The New Yorker løfter Jesse Armstrong lidt af sløret for, hvad seerne muligvis kan forvente i den kommende sæson.

»Der er ligesom et løfte i titlen ’Succession’ (arvefølge, red.). Jeg har aldrig troet, at dette kunne fortsætte for evigt. Slutningen har altid været til stede i mit hoved. Fra sæson 2 har jeg forsøgt at tænke: Er det den næste eller den efter, eller er det den efter?«, siger Jesse Armstrong.

Men selv om han i denne omgang lukker og slukker for serien, som seerne kender den, åbner han samtidig døren på klem for en mulig opfølger.

»Jeg synes virkelig, at denne historie om arvefølge, som vi har fortalt, er komplet. Dette er den muskuløse sæson, hvor vi tømmer alle vores interessereserver, og jeg tror, der er en stærk smerte i alle disse karakterer. Men følelsen af, at der kunne være noget andet i en forbunden verden eller forbundne karakterer eller nogle af de samme karakterer – den er også stærk hos mig«, siger Jesse Armstrong til The New Yorker.

»Jeg har taget forbehold for slutningen af showet, når jeg har talt med nogle af mine samarbejdspartnere: Måske er der en anden del af denne verden, vi kunne vende tilbage til, hvis der er appetit«.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her