Københavns Kommune rejser personalesag mod chef for spillestederne Beta og Amager Bio. Det sker efter afsløring af, at ansatte har fået kostbare middage og drikkevarer for skatteborgernes penge.

Dyre restaurantbesøg får Københavns Kommune til at rejse personalesag mod chef

Amager Bio huser mange koncerter og events årets rundt.  Foto: Per Lange/Per Lange
Amager Bio huser mange koncerter og events årets rundt. Foto: Per Lange/Per Lange
Lyt til artiklen

Det får nu konsekvenser, at medarbejdere fra spillestederne Beta og Amager Bio har spist kobekød på restauranten Mash og drukket pilsnere og drinks for flere tusind kroner ved flere lejligheder.

Alt sammen betalt af de københavnske skatteborgere.

Kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune har ifølge Berlingske rejst en personalesag mod den kulturchef, der har haft det overordnede ansvar for spillestederne.

Kulturchefen er Bjarne Fey, der er bydelsleder for kultur- og fritidsforvaltningens institutioner i området Amager Øst. Han har, ud over at været ansvarlig for spillestederne, de seneste måneder været fungerende leder for spillestederne.

Ifølge Berlingske vides det ikke, om Bjarne Fey er hjemsendt, men kultur- og fritidsforvaltningen bekræfter over for Berlingske, at det er to andre medarbejdere, der i øjeblikket varetager ledelsen af spillestederne.

Det er ikke lykkedes Politiken at få en kommentar fra Bjarne Fey. Heller ikke Berlingske har fået chefen i tale.

Kompetenceudvikling og øl på Copenhell

I 2021 brugte fem medarbejdere og den daværende chef for Amager Bio og Beta 6.000 kroner på en middag, herunder to flasker vin til 800 kroner stykket, hvilket blev anført som kompetenceudvikling. Og i 2018 lød regningen på næsten 4.000 kroner for tre personer. Den blev også refunderet.

Et andet eksempel er en udgift på 1.278 kroner, som en medarbejder brugte på øl på festivalen Copenhell, også som led i kompetenceudvikling. Drinksregninger fra Roskilde Festival er også blevet godkendt.

Bjarne Fey rejste selv som bydelsleder til Hamburg i 2019 for at deltage i Reeperbahn Festival. Her var han ude at spise to gange på dyre restauranter, hvor alle regningerne blev betalt med et kommunalt betalingskort. Blandt andet spise han på Michelin-restauranten Haco, hvor regningen lød på små 2.000 kroner.

Han betalte blandt andet for en flaske hvidvin til 500 kroner, to glas champagne til 225 kroner, et glas Navaherreros-vin til 79 kroner og et glas portvin til omkring 100 kroner, skriver Berlingske.

Indtagelse af alkohol i arbejdstiden er ellers ikke noget, der er acceptabelt i kommunen. Det accepteres kun ved særlige lejligheder, og det skal aftales med den lokale ledelse. Det har kultur- og fritidsforvaltningen tidligere forklaret over for Berlingske.

Amager Bio og Beta er organisatorisk en del af Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning. Stederne er drevet dels af lønnede ansatte, dels af frivillige.

Clara Johanne Selsmark

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her