Det er noget rod med alle de kvinder, der trækker fødselsstatistikken ned. Men ’golde kvindeskød’ har der nu alle dage været. Også i litteraturen.

Hun hjemsøges af sit ufødte barns spøgelse. Så kan kvindehadet vist ikke blive større

Tine Høeg skrev den meget roste roman 'Sult' (2022) om Mia og Emil, der prøver at få et fælles barn.   Foto: Finn Frandsen
Tine Høeg skrev den meget roste roman 'Sult' (2022) om Mia og Emil, der prøver at få et fælles barn. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Vi har en reproduktiv krise i Danmark«. Så enkelt kunne professor Niels Erik Skakkebæk sige det først på året her i avisen, og løbende læser vi om dalende sædkvalitet, pfas og fertilitetsklinikker, der bestormes af kvinder, som frygter for deres fremtidige formåen. Krisetegnene er tydelige i vores ellers så frugtbare landbrugsland, hvor bondemanden pløjer og sår, konen føder børn, og troen på naturens gang ligger dybt i folkesjælens muldlag.

I den moderne fertilitetslitteratur er storbykvinden nok trådt ud af den bondske kædedans af befrugtning, svangerskab, fødsel og forfra igen. Alligevel er det, som om Moder Jord ånder os i nakken, når det ikke rigtig rykker i de æggestokke, eller petriskålen viser sølle resultater som i Tine Høegs roman ’Sult’; Mia og Emil prøver, prøver, prøver, men Mias dagbog konstaterer nøgternt: »Ingen af æggene er blevet befrugtet«, mens komplekse tanker om ægte kvindelighed, skyld og sorg fylder andre af dagbogens sider.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her