Vi har en reproduktiv krise i Danmark«. Så enkelt kunne professor Niels Erik Skakkebæk sige det først på året her i avisen, og løbende læser vi om dalende sædkvalitet, pfas og fertilitetsklinikker, der bestormes af kvinder, som frygter for deres fremtidige formåen. Krisetegnene er tydelige i vores ellers så frugtbare landbrugsland, hvor bondemanden pløjer og sår, konen føder børn, og troen på naturens gang ligger dybt i folkesjælens muldlag.

I den moderne fertilitetslitteratur er storbykvinden nok trådt ud af den bondske kædedans af befrugtning, svangerskab, fødsel og forfra igen. Alligevel er det, som om Moder Jord ånder os i nakken, når det ikke rigtig rykker i de æggestokke, eller petriskålen viser sølle resultater som i Tine Høegs roman ’Sult’; Mia og Emil prøver, prøver, prøver, men Mias dagbog konstaterer nøgternt: »Ingen af æggene er blevet befrugtet«, mens komplekse tanker om ægte kvindelighed, skyld og sorg fylder andre af dagbogens sider.