Telefonerne er for evigt bortkommet, minken flået, blodet vasket af hænder. Tilbage står 10 embedsmænd, loyale over for magten mere end embedet, stumme i skyggen til skue i voks. Udstillingen med voksdukker er for nogle uskøn, men den er desværre nødvendig, skriver Kristoffer Hegnsvad i denne kommentar.
Jeg beklager, det er større end mig, ude af mine hænder.
Men disse tre ting var, hvad jeg tænkte på, da jeg gik på Magtens Voksmuseum, blandt de 10 voksdukker formet efter Barbara Bertelsen, Henrik Studsgaard og de otte andre embedsmænd, der modtog kritik af Minkkommissionen. En kritik, der nu er sendt hen, hvor peberet gror, og telefonbeskeder forsvinder.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
