Der bliver afsat penge til Karen Blixen Museum og restaurering af Dybbøl Mølle. Små lokalmedier frygter, at indsprøjtning til ugeaviser kan ende hos de store mediehuse.

Få overblikket: Det betyder finanslovsforslaget for kulturen

Foto: Lars Hansen
Foto: Lars Hansen
Lyt til artiklen

Kulturen er et af de få områder, hvor regeringen vil bruge lidt flere penge i en ekstremt stram finanslov. Men det er først og fremmest ved at forlænge nogle midlertidige bevillinger til nødlidende museer og andre kulturinstitutioner, der ellers ville være lukningstruede. Og så er det sat penge af til at styrke distrikts- og ugeblade, som blev vedtaget sidste forår i det smalle medieforlig med venstrefløjen, som den daværende socialdemokratiske regering indgik.

I alt er der afsat 184 millioner kroner til kulturinstitutioner og 43,1 millioner kroner til ugeaviserne.

Karen Blixen Museum på Rungstedlund får forlænget sin midlertidige bevilling på 3,1 millioner kroner de næste fire år. Et tilskud, som den tidligere regering ikke ønskede at blive ved med at give det selvejende museum i Nordsjælland.

»Karen Blixen Museum Rungstedlund gør en unik indsats, når det gælder formidlingen af Karen Blixens liv, kunst og forfatterskab. Med finanslovsforslaget vil vi fra regeringens side udtrykke vores anerkendelse af det«, udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i pressemeddelelse.

Og den beslutning vækker jubel på museet, der nærmest har bidt negle af skræk for, at kassen ville blive smækket i.

»Tilskuddet er slet og ret en forudsætning for museets eksistens. Så det er virkelig glædeligt,« siger Elisabeth Nøjgaard, der er direktør for Karen Blixen Museum, til Berlingske.

Museet, der åbnede i Karen Blixens bolig, Rungstedlund, i 1991, var indtil 2019 primært drevet for forfatterens efterladte formue og de penge, der fortsat kom ind fra hendes bøger. Men det har de seneste år ikke været nok til at kunne drive museet.

Også Fregatten Jylland i Ebeltoft får forlænget bevillingen og modtager årligt 3,2 millioner kroner de næste fire år.

Dybbøl Mølle ved Sønderborg får nu en bevilling på finansloven de næste fire år; et ønske, de lokale politikere har kæmpet for i årevis. Dybbøl Mølle får et fast årligt tilskud på 400.000 kroner til vedligeholdelse og restaurering. Et tilskud, som Dybbøl Mølle også har fået i 2021 og 2022.

Listen over kulturinstitutioner, der er sikret støtte de næste fire år, omfatter blandt andre Rudersdal Museum, Aalborg Teater, Odense Teater, Det Jødiske Museum, Museet Køn og Nordjyllands Historiske Museum – Regan Vest.

Derudover får en række uddannelsesinstitutioner som Kunstakademiet i København, Det Jyske Musikkonservatorium og Den Danske Scenekunstskole støtte.

Desuden er der afsat 4,3 millioner årligt til Team Danmark og 2,1 millioner kroner årligt til Dansk Skoleidræt.

Kamp om ugeavispulje

På medieområdet udmønter regeringen den del af det gamle medieforlig, der sikrede flere penge til ugeaviserne. Her skal 43,1 millioner kroner holde liv i de lokalmedier, der har meget svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

»Vi vil med en pulje holde hånden under ugeaviserne, der spiller en vigtig rolle i det lokale demokrati, men som kæmper hårdt for at få det til at løbe rundt«, udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i pressemeddelelsen.

Men puljen vækker allerede bekymring hos mange af de små lokale ugeaviser. De er bange for, at det er ugeaviser ejet af store mediehuse som JP/Politiken, Jysk Fynske Medier og Sjællandske Medier, der løber med pengene i puljen.

»Vi frygter, at hvis et af kriterierne er, at der minimum skal være tre redaktionelle årsværk tilknyttet et lokalt medie, så vil hele puljen gå til printugeaviserne og dermed de store mediekoncerner i Danmark«, udtaler Michael Kjær, der er formand for Foreningen af lokale, fritstående, journalistiske internetmedier.

Derfor opfordrer foreningen til, at kriterierne for tildeling af støtte fra puljen også tilgodeser de helt små digitale lokalredaktioner rundtomkring i landet med kun en enkelt eller to journalister tilknyttet.

Hos Brancheorganisationen Danske Medier er der tilfredshed med, at regeringen nu sætter økonomisk handling bag de mange ord om at styrke lokaljournalistikken.

»Der har alt for længe været behov for afklaring om den lovede håndsrækning til ugeaviserne, og det kan ikke gå hurtigt nok med nu at få midlerne ud på de lokale ugeavisredaktioner«, udtaler direktør Mads Brandstup i en pressemeddelelse.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her