En scene i Lukas Dhonts nye film ’Close’ rammer mig i hjertekulen. Den 12-årige Leo er på overarbejde, mens han som dreng er ved at lære at pakke sine følelser væk. Men ét sted er han forsvarsløs: Da han sidder på en stivrygget stol til en skolekoncert, hvor vennen Remi spiller obo, trækker saltvandets hinde lige så stille hen over øjeæblet.

Man siger, at hørelsen er den sidste sans, vi mister. Det giver vel god mening. Den første og den sidste. Lyden af din mors hjerteslag, mens du ligger i hendes liv, og senere lyden af den verden, du en dag skal forlade.