Den afdøde fodboldhelt er blevet til et adjektiv i brasiliansk ordbog ovenpå en stor underskriftindsamling.

Nu får Pelé en helt særlig betydning i det brasilianske sprog

Mens unge måske vil kalde Lionel Messi for den bedste fodboldspiller nogensinde, står brasilianske Pelé for ældre generationer stadig som spillets ypperste udøver. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Mens unge måske vil kalde Lionel Messi for den bedste fodboldspiller nogensinde, står brasilianske Pelé for ældre generationer stadig som spillets ypperste udøver. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodboldlegenden Pelé bliver nu også et adjektiv, der kan bruges til at beskrive en person som den bedste. Fire måneder efter sin død er den tidligere angriber blevet føjet til de mere end 167.000 ord, der findes i Michaelis’ portugisiske ordbog i Brasilien.

Ordet kan ifølge Michaelis bruges til at beskrive en given person som exceptionel, uforlignelig eller unik inden for sit felt. Man kan derfor være ’basketballsportens Pelé’ eller ’teatrets Pelé’, lyder nogle af eksemplerne i ordbogen.

I første omgang er Pelé føjet til den digitale version, men i kommende trykte versioner af ordbogen vil Pelé indgå.

Tilføjelsen af Pelé i ordbogen er sket, efter at den fond, der varetager den afdøde fodboldspillers arv, Pelé Foundation, har indsamlet mere end 125.000 underskrifter.

Pelé scorede i løbet af karrieren 1.281 mål, og blev af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i år 2000 kåret som den bedste spiller i det 20. århundrede.

Pelé førte Brasilien til tre VM-titler. Han døde i december og blev 82 år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her