Også i USA ruller vinylbølgen blandt landets musikelskere. Men halvdelen af dem, der køber ’det sorte guld’ – vinylplader – kan ikke høre de dyrt indkøbte skiver. De har nemlig ikke en pladespiller.
En ny opgørelse viser, at halvdelen af de amerikanere, der har købt en eller flere plader det sidste år, faktisk ikke ejer en grammofon. Rapporten fra dataselskabet Luminate er udarbejdet blandt 3.900 musikforbrugere for mediet Music Business Worldwide.
Forklaringen er ifølge mediet, at mange køber vinylplader, fordi det er »cool«, har en høj signalværdi, for at støtte deres favoritkunstnere, vinylernes covers kan hænges på væggen eller på anden måde være dekorative, ligesom produktet er blevet en populær gave til venner og familie (med en pladespiller) igen.
»Jeg samler på dem og hænger dem op på væggen, for jeg synes, det ser fedt ud. Jeg køber dem helt bogstaveligt efter deres udseende, eller hvis jeg føler, at jeg har et forhold til kunstneren. Hvis jeg bare synes, det ser fint ud på væggen, er det bare sådan«, siger den studerende Jordan Katende til mediet The Beeb.
Covers pryder væggene
Han er ikke alene om at synes, at ikoniske covers pryder hjemmet. Den nye undersøgelse viser, at vinyl, som ikke kan spilles i hjemmet, er en trend. En tilsvarende rapport fra 2016 viste, at 41 procent af pladekøberne havde en afspiller, som de dog ikke brugte, mens kun 7 procent slet ikke ejede en grammofon.
De køber plader, fordi de er rare at have snarere end rate at lytte til
Allerede for tre år siden, i 2020, sagde Rob Crutschley fra den britiske musikbranches organisation, BPI, til avisen The Times, at pladesalget i høj grad genereres af såkaldte superfans, som gerne vil støtte deres yndlingskunstnere ved at købe deres produkter i stedet for bare at streame musikken.
»De køber plader, fordi de er fede at have snarere end fede at lytte til«, sagde han.
En pladekøber er en »superfan, musikelskere, som bruger langt mere tid og flere penge end gennemsnittet på musik og ikke mindst på at finde ny musik og indgå i musikrelaterede aktiviteter på sociale medier. Mennesker, som har tænkt sig at deltage i koncerter inden for det kommende år«.
Sidste år var salget af vinylplader (41,3 millioner eksemplarer) for første gang siden 1987 højere end salget af cd’er (33,4 millioner) i USA. 84 procent af musiklytningen i USA foregik dog på streamingtjenester. Det er 45 gange flere end i 2006, hvor vinylpladerne fik deres første comeback efter at være fortrængt af de digitale cd-plader.
I Danmark viser en opgørelse fra 2021 fra musikbranchens organisation, IFPI, at vinylsalget udgjorde 4,8 procent af salget, mens cd’er stod for 3,8 procent. Downloads var på 3,6 procent, mens resten – 87 procent – af musiklytningen foregik på streaming.
fortsæt med at læse









