Hvis man gerne vil have en bog til tops på bestsellerlisterne, gælder det tilsyneladende om at få Taylor Swift-fans til at tro, at det er hende, der har skrevet den.
Det er i hvert fald, hvad der er sket med en bog uden titel, der indtil videre kun er kendt som ’4C Untitled Flatiron Nonfiction Summer 2023’, som er skrevet af en endnu ikke offentliggjort forfatter.
Alligevel har et hav af mennesker forudbestilt den, efter at fans af den amerikanske sanger og sangskriver Taylor Swift, såkaldte swifties, mener at have lagt 5+4+4 sammen og er kommet til den konklusion, at det kan være den 33-årige superstjernes erindringsbog, skriver blandt andre The Guardian.
Bogen uden titel og forfatter, der i juli udgives af amerikanske Flatiron Books, , ligger lige nu nummer et på listen over den store amerikanske boghandlerkæde Barnes & Nobles’ forudbestillinger.
I nogle dage har den også ligget i top-10 på Amazons bestsellerliste, hvor den nu er røget ned som nummer 33.
Stressende, men sjovt
Forudbestillingerne begyndte at vælte ind, da et dokument – angiveligt fra Flatiron Books – begyndt at cirkulere på sociale medier, skriver The Guardian.
I dokumentet stod, at bogens titel og forfatter ville blive afsløret 13. juni. Det forlyder ligeledes, at bogen er på 544 sider. Noget af en erindrings-moppedreng for en 33-årig, kunne man tænke. Men Taylor Swifts fans har bemærket, at hvis man lægger de tre tal sammen 5+4+4, så bliver det også 13.
Uanset de sparsomme detaljer har hashtagget #TaylorSwiftBook på TikTok nu mere end en million visninger
Og som ægte swifites ved, er 13 lige præcis sangerens lykketal.
Bogen blev beskrevet som en ’biografi eller selvbiografi’, der ville indeholde 40 farvefotos. Der stod også, at første oplag ville være på en million eksemplarer, og at den globale udgivelsesdato er 9. juli.
Det var ikke kun det store oplag, der gav yderligere næring til spekulationerne. Også udgivelsesdatoen, 9. juli, forsikrede swifties om, at der nok var noget om snakken. Datoen 9. juli optræder nemlig også i teksten til Taylor Swifts sang ’Last Kiss’, som er udgivet på hendes tredje album ’Speak Now’.
»Uanset de sparsomme detaljer har hashtagget #TaylorSwiftBook på TikTok nu mere end en million visninger, hvor fans deler deres teorier og begejstring over en bog, de ikke ved noget om«, skriver The Guardian.
Også boghandlerne opererer lidt i blinde. Blue House Books i Wisconsin har således lovet at refundere forudbestillingerne, hvis det viser sig ikke at være den erindringsbog, boghandleren »tror«.
En anden boghandel i New York har ifølge The Guardian delt på TikTok, at den nu vil annullere de mere end 600 forudbestillinger af bogen efter at have modtaget information om, at det alligevel ikke er en Swift-bog.
Ifølge The Guardian har Flatiron Books endnu ikke kommenteret rygterne.
fortsæt med at læse








