Ruslands mest berømte værk af Ruslands meste berømte maler, ’Treenighedens ikon’ af Andrej Rubljov fra 1500-tallet, risikerer at tage uoprettelig skade, når Putins ordre om at levere det tilbage til den russiskortodokse kirke bliver effektueret.
Det verdensberømte religiøse ikon har siden 1920’erne været opbevaret på Tretjakov-galleriet i Moskva, der har en af de største kunstsamlinger i verden.
Men ikonet er så skrøbeligt, at konservatorer nu advarer indtrængende mod at gennemføre beslutningen, skriver The Art Newspaper.
»Alle professionelle konservatorer siger enstemmigt, at ’Treenighedens ikon’ er i en tilstand, så enhver flytning af det, selv over en kort afstand, indebærer en risiko«, siger kunsthistorikeren Aleksej Lidov ifølge The Art Newspaper til det undersøgende medie The Insider.
Ifølge The Art Newspaper er Jelisaveta Likhatjeva, chef for Pusjkin-museet i Moskva, den eneste museumsdirektør i Rusland, der offentligt har advaret mod flytningen.
»Det kan simpelthen gå tabt. Det består af tre plader, der ikke er særlig sikkert fastgjort til hinanden«, har hun sagt til det officielle russiske nyhedsbureau, Tass.
En tak til kirken
’Treenighedens ikon’ og en række andre mesterværker bliver i dag opbevaret under særlige forhold for at bevare dem. Og ’Treenighedens ikon’ er beskyttet i et særligt glaskammer, skriver Artnet News.
Ikonet viser tre engle, der besøger Abraham ved egen i Mamrelund i en scene beskrevet i Første Mosebog. De tre engle menes at repræsentere den treenige gud – Fader, Søn og Helligånd.
Flere medier som The Economist og El País skriver, at Putins beslutning om, at den russiskortodokse kirke skal have ’Treenighedens ikon’ samt endnu et religiøst maleri, er en tak for kirkens opbakning til krigen i Ukraine.
Kirken har ikke bare støttet krigen, men også velsignet de russiske soldater og lovet dem, der falder, en plads i himlen.
Flere kritikere mener, at Putins overdragelse er ulovlig.
Andrej Voborov, der tidligere har været vicedirektør på Tretjakov-galleriet, siger ifølge Artnet News til El País, at Putin ikke har beføjelser til at lave den slags overførsler til kirken af genstande, der tilhører den russiske stat.
Men Putins talsmand, Dimitrij Peskov, siger til Art Newspaper, at det er en ret, som det russiske kulturministerium har, og at beslutningen »uden tvivl er koordineret« med Putin.
I februar blev lederen af Tretjakov-galleriet, Selfira Tregulova, ifølge Artnet News fyret efter en klage om, at museet ikke repræsenterede Ruslands »traditionelle værdier«. Tregulava har været skeptisk over for krigen i Ukraine. Hun blev erstattet af Jelena Pronitjeva, der er datter af den tidligere chef for sikkerhedstjenesten FSB, Vladimir Pronitjev.
fortsæt med at læse








